Rideklub halverer el-forbruget

For fjerde år i træk falder elforbruget i Broagerlands Rideklub. Siden 2010 er det lykkedes klubben at reducere elforbruget fra 40.000 kWh til 16.500 kWh. LED er en del af løsningen.

Broagerlands Rideklub bakker op om Sønderborg-områdets vision om at blive CO2-neutral i 2029, og i efteråret 2014 blev klubben ZEROsport-certificeret. Derudover er klubben i gang med en miljøcertificering ved Dansk Rideforbund.

LED-belysning sparer energi

Det forpligter, og i december 2014 skiftede klubben de gamle energitunge natriumlamper i ridehallen ud med nye energieffektive LED-armaturer.

De gamle lamper var længe om at varme op, så når de først var tændt, så blev de ikke slukket igen lige med det samme. De kunne alene styres via en timer, så lyset kunne sagtens være tændt i hallen, selvom der ikke var nogen aktivitet.


De nye LED-armaturer styres med bevægelsesfølere, og de tænder først, når der er behov for ekstra lys. Derudover giver de nye armaturer et meget bedre lys. De gamle lamper var runde og gav mørke pletter i hallen, mens de nye armaturer er lange og hænger på række, hvilket betyder et dejligt jævnt lys i hele hallen.


Vi har fået tre gange så meget lys, og vi betaler kun en fjerdedel i forhold til før” udtaler klubbens kasserer Kirsten Hansen.
 

Som det ses af ovenstående graf er Rideklubbens energiforbrug faldet drastisk siden 2009


Finansieringen på plads

Projektet tog for alvor form, da klubben blev opmærksom på kommunens foreningslånepulje, hvor der blev lånt 60.000 kr. rentefrit. Afdraget passer med det beløb, som klubben forventer at spare i el. Resten af projektet er finansieret med fondsmidler og klubbens egenbetaling.


Næste skridt


Den næste opgave bliver at få optimeret lyset i staldene. Der skal arbejdes videre med LED-armaturer, men lyset skal også zoneopdeles, så man kan tænde, der hvor der er behov. ”Der er ingen grund til at tænde lyset i hele stalden, hvis man kun skal være i en lille del af den” siger klubbens formand Lisa Nielsen.


De nyeste armaturer fra staldene genbruges til udendørs belysning rundt om ridehallen, ved parkeringspladsen og ved møddingen. Dette giver ikke nogen besparelse på el-regningen, men det giver mening, da de gamle udendørs lamper ikke virker optimalt mere.


For flere informationer kontakt klubbens formand Lisa Nielsen på telefon +45 4024 0439 eller email lip.nielsen@gmail.com.

 

12. januar 2015

Fakta

Broagerlands Rideklub er en breddeklub med 150 medlemmer i alle aldre. Dertil kommer en stor afdeling med ridefysioterapi. Klubben er beliggende i det naturskønne område ved Broagervig.

I 2015 fejrer klubben sit 45 års jubilæum. læs mere om klubben på www.broagerlands-rideklub.dk.

Hallen med nye LED-armaturer

Bliv ZEROsport-certificeret

ZEROsport er målrettet idrætsanlæg og foreninger med eget klubhus, der ønsker at spare på energien. ZEROsport er et fælles udviklings-projekt for ProjectZero og Fritids-afdelingen i Sønderborg Kommune.

Initiativet understøtter ambitionen om et CO2-neutralt Sønderborg i 2029. Med programmet kan idrætsanlæg og foreninger med eget klubhus deltage aktivt i at bruge energien effektivt. Det kan ske gennem opmærksomhed og daglig energiledelse og aktiv inddragelse af brugerne.

Læs mere om hvordan din sportshal/-klub kan blive ZEROsport-certifceret og spare penge her

Cookiepolitik