Danfoss og Gråsten Fjernvarme har indgået aftale om at tilslutte Danfoss i Gråsten til fjernvarmeforsyningen. Aftalen omfatter i første omgang bygningerne på Ulsnæs 1, som står for 2/3 af det samlede varmeforbrug.
Fjernvarmetilslutningen reducerer CO2-udledningen fra Danfoss i Gråsten med 900 tons om året, hvilket er et vigtigt bidrag til ProjectZeros ambition om at nå ”nullet” i 2029 og Danfoss’ mål om inden 2025 at reducere sin CO2 udledning med 25 % og øge brugen af vedvarende energi med 25 %.
”Vi stod for at skulle udskifte de gamle gaskedler, som indtil nu har produceret varmen, og ville gerne finde en mere klimavenlig løsning. Tilslutning til Gråsten Fjernvarme viste sig at være det bedste bud, da det er mere attraktivt for både økonomien og miljøet og understøtter både områdets og vores egne grønne mål. De øvrige Danfoss bygninger på Ulsnæs, Sundsnæs og Egenæs vil blive tilsluttet fjernvarmen, når de nuværende gaskedler skal udskiftes”, fortæller Torben Christensen, Vice President for Danfoss Global Services, Real Estate.
I forbindelse med indgåelse af leveringsaftalen er der ligeledes indgået en aftale om, at Gråsten Fjernvarme må lægge deres fjernvarmeledning på Danfoss’ grund, således at Gråsten Fjernvarme nemmere og billigere kan udvide deres fjernvarmenet til Egernsund.
Glæde hos Gråsten Fjernvarme
Hos Gråsten Fjernvarme glæder man sig over samarbejdet med Danfoss.
"Danfoss har med sit valg af løsning blåstemplet vores fjernvarmeprojekt og bekræftet fjernvarmen som den grønne og CO2-neutrale vej for det øvrige erhvervsliv på Ulsnæs og Sundsnæs. Med det nuværende varmeforbrug vil Danfoss, Ulsnæs 1 aftage ca. 10 % af vores varmeproduktion. Tilslutningen betyder, at vi på sigt skal udvide med yderligere solpaneller på Sønderborg Landevej", udtaler Peter Mikael Kjer Stærdahl, direktør for Gråsten Fjernvarme.