Grøn transport er et nøgleområde for Sønderborg-områdets ProjectZero vision – en vision om at blive CO2-neutral inden 2029. Universe bakker den grønne transport op og i samarbejde med Jønnes Cykler, Sønderborg inviterer vi alle parkens gæster til store el-cykel dag den 18. april.
“Bilen er det bekvemme valg, når man skal fra a til b, men også én af de helt store CO2-syndere. Ved at skifte bilen ud med en el-cykel på de kortere ture gør man både naturen og sig selv en tjeneste. For selv om el-motoren giver dig medvind på cykelstien, får du stadig både motion og frisk luft,” fortæller Pia Bech Mathiesen, CEO i Universe.
TESTenELcykel er et hit
På dagen stiller Jønnes Cykler,op med seks el-cykler, som besøgende kan prøve gratis på en aflukket bane. Elcyklen er tidens trend og har i flere tilfælde vist at cyklen kan erstatte familiens bil nummer to. Jønnes Cykler har flere testcyklister af elcykler på de alsiske veje. Kampagnen TESTenElcykel.nu er blevet så populær at 300 interesserede cyklister allerede har ønsket at blive testcyklist i en hel måned, 60 personer får chancen på elcyklen i årets løb.
Events for enhver
’Prøv en el-cykel’ er blot et blandt mange events i et tætpakket 2015-program. I løbet af året vil der stort set hver weekend være mulighed for at opleve nye spændende arrangementer – både i form af succeser fra sidste år og helt nye tiltag.
-Igen i år kan vi tilbyde en lang række events til både børn, unge og deres forældre. Vores gæster vil kunne opleve alt fra ægte F16-jagere og sumobrydende robotter til sæbekasse-ræs og veteranbiler. Og så fejrer vi vores 10-års jubilæum med fantastiske sæbeboble – og ballonshows. Det bliver med garanti ikke kedeligt, siger Pia Bech Mathiesen.