Renoveringen af Fryndesholm-Hallens forvandling til Diamanten er støttet af både Bitten & Mads Clausens Fond og Sønderborg
Kommune, og projektet havde Esbensen som (energi)rådgivende ingeniør.
Bjarne Corydon uddelte prisen
Der var spænding til det sidste på Madelines på Refshaleøen, der lagde hus til kåringen. Repræsentanter fra hele byggebranchen og de nominerede projekter var mødt op til en aften med festmiddag, underholdning og tale fra finansminister Bjarne Corydon, inden det endelig blev afsløret, at Diamanten i Sønderborg fremover kan smykke sig med titlen "Danmarks bedste renovering 2014".
Diamanten er en gammel sportshal i Fynshav i Sønderborg Kommune, som har undergået noget af en forvandling. Med renoveringen er Diamanten gået fra at være lukket, mørk og halvtom til at være lys, levende og bæredygtig - kvaliteter, der gør den berettiget til sit navn, Diamanten.
Diamantens tag rummer både lyskaster, solceller og solvarmeanlæg
"Med innovative, bæredygtige løsninger og en ligefrem arkitektur fyldt af viril skaberglæde er Diamanten et overbevisende bud på,
hvordan en gammel sportshal kan bearbejdes, så værdifuld identitet opstår. Diamanten viser, at der er håb for Danmarks 1.500 nedslidte og stedmoderligt behandlede sportshaller", fortæller nomineringsudvalgets formand, Gøsta Knudsen.
Det er et valgkollegium af 67 udvalgte personer fra byggebranchen, der har afgjort, at Diamanten skulle løbe med prisen. De har
frem til midten af august kunnet stemme på deres favoritprojekt blandt seks nominerede projekter, der var valgt blandt 165 indstillede projekter.
Det er andet år i træk, at Realdania og GI uddeler RENOVER prisen til et projekt, der udmærker sig inden for renovering. Det er håbet, at vinderprojektet kan inspirere fremtidige renoveringsprojekter og være med til at sætte fokus på renovering.
Læs mere om Renover-prisen her og læs også ZEROnyt's tidligere omtale af nomineringen her
17. september 2014
Kilde: Sønderborg Kommune