Sønderborg Husmoderforening har til huse på Kongevej i en tidligere præstebolig fra 1924. Da huset blev bygget, var der ikke skrappe krav til isolering eller energi i det hele taget. Bestyrelsen kunne godt se, at energiforbruget var ret højt, og derfor henvendte de sig til ZERObolig, for at få et gratis energitjek.
"Vi har i bestyrelsen længe gået og tænkt over, at huset trængte til lidt renovering hist og her" fortæller Jette Chaline Christensen, som er bestyrelsesmedlem i foreningen, og fortsætter "når vi nu alligevel skal i gang, kan vi lige så godt gøre det energirigtigt"
Huset blev energitjekket i forbindelse med uddannelse af et nyt hold energivejledere. Energivejlederuddannelsen blev afholdt over tre dage på EUC Syd i Sønderborg, med undervisere fra Teknologisk Institut. Som et led i uddannelsen, skal kursisterne ud og lave energivejledning i praksis, og beregne besparelsespotentialer.
Kursisterne beregnede, at der var et stort besparelsespotentiale ved at isolere på loftet. Ved at isolere loftet og udskifte vinduer, vil foreningen kunne spare omkring 12.000 kWh om året - og samtidig får de et meget bedre hus at være i! Dette råd og en række flere andre er givet videre til Husmoderforeningen, som nu skal beslutte sig for, hvor de vil sætte ind.
Den flotte bygning fra 1924 ligger på Kongevej i Sønderborg
"Med fremtidens energiudfordringer bliver kravene til vores håndværkere større, og de skal i højere grad kunne hjælpe og vejlede boligejerne. Det er vigtigt at håndværkerne følger med i udviklingen, så de både kan vejlede boligejerne energimæssigt, og udføre energirenoveringen på forsvarlig vis, " fortæller Iben Østergaard, som er kursusleder ved Teknologisk Institut, og fortsætter: "Vi er glade for, at Sønderborg er med helt fremme, og viser stor interesse for energirenoveringer og også for energivejleder-uddannelsen. Det er imponerende, hvad I allerede har opnået i Sønderborg-området!"
Energivejlederne giver huset et energitjek
Efteruddannelse er værdiskabende på flere måder Der er et stort energispare-potentiale i den eksisterende bygningsmasse, og det potentiale kan energivejlederne være med til at realisere. Både med en positiv effekt for håndværkeren som får ordrer i bogen, og for boligejeren, som får energioptimeret sit hus og dermed lavere energiudgifter.
5. november 2013
For yderligere oplysninger:
Pernille Beck
pernille.beck@projectzero.dk
7412 4191