Ja, havvindmøller hører hjemme på havet

Sønderborg Kommunes Temaplan for vindmøller er under implementering og placeringen af vindmøllerne diskuteres ivrigt blandt avisernes læsere. I dette læserbrev slår SE direktør Per Munk Jensen til lyd for at opstilling af landvindmøller er den økonomisk rigtige løsning, men også at der skal tages mest muligt hensyn til berørte naboer.

"Byrådsmedlem Jan Prokopek Jensen gør sig til talsmand for, at kæmpevindmøller på land hører hjemme på havet. Jeg er enig, når vi taler om havvindmøller. De er dog væsentlig højere og ganske anderledes konstrueret end vindmøller produceret til at sætte op på land.

Og begge slags vindmøller er nødvendige for at virkeliggøre de danske beslutninger om udbygning af vedvarende energi. Vi kan ikke omstille halvdelen af vores energiforbrug til alternativ energi uden også at opføre vindmøller på land. Det er fakta. Og så er opgaven, at vindmøllerne projekteres, opstilles og drives til mindst mulig gene for naboerne.

Fakta er også, at det koster i omegnen af 50 procent mere at opføre vindmøller på vand, og hvem vil betale den ekstraregning?

Havvindmøller og solceller er desværre ikke gangbare alternativer. Hvis solceller skal lave den samme energi som ti vindmøller, så skal der opstilles 590.000 m2 solceller, hvilket svarer til 118 fodboldbaner. Og det vil koste fire gange så meget. Solceller er og bliver aldrig et alternativ til vindmøller, men kun et lille supplement. Kystvindmøller er uheldigvis heller ikke svaret. Der er brug for begge dele, og Jan Prokopek Jensen burde derfor fortælle, hvilke andre veje han ser til at løse omstillings-opgaven, som eksperter endnu ikke har fået øje på som økonomisk gennemførlige
".

Læserbrevet er skrevet af direktør i SE Per Munk Jensen, Vesterled 40, Sønderborg.

Peter Rathje
14. maj 2013

peter.rathje@projectzero.dk

13. maj 2013



Siemens 2,3 MW vindmølle ved Mintebjerg på Als



Siemens vindmøller ved Mintebjerg på Als opført i april 2013

Cookiepolitik