Familien Thomsen fra Sydals er blandt de 80 testfamilier, der igennem de sidste 2 år har haft fornøjelsen af at køre elbil i tre måneder helt gratis. Og da testforløbet i Sønderborg sluttede i slutningen af april, blev bilerne tilbudt til interesserede testpiloter til en fordelagtig pris.
"Vi har i mange år haft to biler og har stadig behov for to grundet forskellige arbejdstider. Sidste sommer satte vi solceller på taget, så det var da oplagt at bil nr. 2 skulle være en elbil", fortæller Lone Klinge Thomsen og fortsætter "overskudsproduktion fra solcelleanlægget kan nu hældes i elbilens tank, og dermed forrentes langt bedre."
Lone Klinge Thomsen med hendes nye bil!
Orange bil med lutter fordele
Da familien Thomsen blev udtaget som testfamilie til elbilen, var de så sikre i deres sag om at elbilen var vejen frem, at de fik installeret en permanent ladefunktion på deres private grund og ikke kun en midlertidig som de andre. Lone Klinge Thomsen er så glad for sin investering og fortæller gerne hvorfor!
Igennem testperioden på 3 måneder har Lone været ivrig skribent. Efter købet af bilen kunne man få indblik i familiens begejstring for køretøjet. Her er et udpluk.
"Vi er blevet så glade for den lille orange Citröen C-Zero, at vi har købt den".
"Jeg er fuldstændig ligeglad med at rækkevidden ikke er så stor. Jeg kører ikke over 100 km. om dagen alligevel".
"Det er ikke vigtigt at der ikke er så meget varme i den. Vores anden bil bliver heller ikke varm før efter 10 km., så der skal man også have godt med tøj på".
"Jeg er fuldstændig ligeglad med at den måske ikke er "rentabel" og ikke er "en god investering", fordi værdien falder for meget. - Fordi jeg skal beholde den ALTID og ALDRIG af med den. Indtil den går på pension på samme tidspunkt som enhver anden lille benzinbil ville gøre det. Fordi batteriet holder hele bilens levetid og altså lige så længe som en lille benzinbilsmotor vil gøre det".
"Nu er den lille orange min. Og jeg glæder mig til hver eneste tur. Den er hurtig, vaks, rap i replikken og giver mig enorm stor køreglæde. Og så er den så dejlig nem at stige ind og ud af".
Familien har købt elbilen, som den var - orange med diverse sponsorklistermærker. Nu er det op til familien Thomsen at få fjernet sporene fra testperioden, og det kan ikke gøres på én dag. Men til gengæld er elbilen gratis i vægtafgift!
Louise Johnsen
22. maj 2103