Ta’ eleverne med på det nye Sonforce center

Sønderborg Forsyning har åbnet dørene til et helt nyt formidlingscenter for skoleelever i Sønderborg Kommune - Sonforce. Nu får alle skoleelever chancen for at blive knivskarpe til affaldssortering, og kloge på hvad de genbrugelige materialer kan blive til.

På bare et par timer kan du og din klasse komme rundt om hele containerpladsen og få indblik i, hvilket affald der kan genbruges på en ny og anderledes måde.

Sønderborg Forsynings formidler Luise Hulgaard har i et års tid arbejdet med udviklingen af formidlingscenteret.

"Vi har åbnet dørene til at et forsyningslaboratorium for børn i alle aldre, hvor vi undersøger begreber som bæredygtighed, affald og CO2 fra forskellige vinkler. Med tankevækkende eksperi­menter giver vi børnene indblik i, hvordan vi udnytter naturens ressourcer i hver­dagen. Og ikke mindst giver vi dem en forståelse for, at vi alle med omtanke og nytænkning selv kan have indflydelse på fremtidens genbrugsmateriale", siger Luise Hulgaard. "Vi har arbejdet med at skabe de helt rigtige rammer, for at skoleeleverne kan få en oplevelse af at affaldssortering og genbrug kan betale sig", fortsætter Luise Hulgaard.


Formidler Luise Hulgaard fortæller om bæredygtighed og CO2

Udfordringer for alle aldre

Sonforces nye lokaler ligger i den gamle forbrændingsbygning på containerpladsen på Nørrekobbel i Sønderborg, og er specielt indrettet til at guide børn fra børnehaven til skolernes overbygning, igennem affaldets veje. Det nye formidlingscenter giver eleverne udfordringer på deres eget niveau. De mindste børn skal sortere affaldet og de største kan med snilde forsøge at skille elektronik ad, og derefter materialebestemme hvilke ting i det elektroniske udstyr der kan genbruges.

Besøget på Sonforce kan tilrettelægges efter ønske og behov, og der er gratis adgang.

Læs mere på www.sonfor.dk.

Louise Johnsen
4. juni 2013

louise.johnsen@projectzero.dk

4. juni 2013



Børnene fordeler affaldet under de rigtige steder



Hvor skal pizzabakken mon hen?



Alle skoleelever der besøger Sonforce i 2013 er med i konkurrencen om at vinde denne sækkestol

Cookiepolitik