42 Kær-familier går forrest på VEJEN MOD NULLET

I 2012 startede projektet Bæredygtig Landsby på Kær Halvø ved Sønderborg, som har fokus på energirenovering i landdistrikterne. 42 familier fra Kær modtager i disse dage energirapporter fra ZERObolig, som skal hjælpe dem i gang med energirenoveringer.

Når de 42 familier realiserer deres energirenoveringsplaner, er Kær godt på vej til at blive mere grøn og bæredygtig. Den 24. januar 2013 afholder Landsbylauget Nytårskur for at motivere alle familierne på Kær Halvø til at tænke mere energirigtigt.


Der vil være mulighed for at tale med ZERObolig håndværkere, som står klar med gode råd og vejledning til energiforbedringer. Læs mere om Nytårskuren og Kær Halvø på landsbyens hjemmeside www.kaerhalvo.dk.

Prioriterede forslag til energirenovering

Ikke alle familier har fået et besøg af energivejleder Charlie Lemtorp, men med god og energisk hjælp fra ProjectZeros praktikant Feres Mezghani er mange af energirapporterne udfærdiget ud fra telefoniske interviews.

"Normalt er jeg på besøg hos familien inden jeg laver en energirapport til dem. Men det er meget tidskrævende, så denne gang har vi skruet op for effektiviteten, og jeg har lavet de 42 rapporter ud fra telefonsamtaler med familierne og BBR oplysninger. Det har fungeret rigtig godt synes jeg, og hvis der er spørgsmål fra familierne, er jeg til stede ved Nytårskuren den 24. januar", siger Charlie Lemtorp.

Energirapporterne indeholder forskellige forslag til, hvordan hver enkelt familie kan forbedre deres hus til at blive mere energirigtigt. Den afsluttes med en prioriteret liste over de mest rentable forslag. På den måde er det nemmere for familien at tage en beslutning om energirenovering.

Kunne du tænke dig at få besøg af ZEROboligs energivejleder og hjælp til hvor du skal starte med energirenovering? Så tilmeld dig her

Har du spørgsmål til denne nyhed så kontakt Pernille Beck på +45 74 12 41 91 eller pernille.beck@projectzero.dk.


Pernille Beck
16. januar 2013

16. januar 2013

Cookiepolitik