Skoleelever fra Gråsten har fået øjnene op for strømforbruget!

"Min mor er blevet rigtig striks med, at vi skal slukke lyset, efter at vi har kigget på vores strømforbrug," kommer det prompte fra Sofie Louise i 4.c, da hun afleverer sit forbrugsskema til sin klasselærer.

Gråsten Skole har inviteret alle skolens 571 elever til at deltage i en konkurrence om at spare på strømmen hjemme hos eleverne privat. Hver elev har via et specielt designet skema skulle skrive dagens strømforbrug ned i hele uge 8. Meningen med at tjekke forbruget er at sætte tankerne i gang hos eleverne og måske kunne opgaven være et grundlag for en snak om strømforbrug over aftensmaden derhjemme.


Besparelsen kan udbetales i is

Skolens mindste piger og drenge i 0.a havde sammen med forældrene dagligt tjekket hjemmets strømforbrug. Spillekonsoller var det store samtaleemne; det var nemlig ikke alle i klassen, der helt troede på, at deres spillekonsol derhjemme bruger strøm, bare ved at den er tilsluttet stikkontakten. 0.a fandt dog hurtigt ud af, at det måske var en god idé at slukke for maskinerne og også for lyset. For hvis man nu kunne spare så meget strøm, at man kunne snakke med sine forældre om at få udbetalt besparelsen i is.

Tobias fik en god idé

De lidt større elever i 4.a og 4.c var godt klar over, at det er smart at slukke lyset, når man forlader et rum. Men hjemme hos Clara fra Kværs har de i konkurrence-ugen formået at sænke familiens strømforbrug med hele 30 % bare ved at tænke over, hvilke apparater der står tændte hele dagen og måske natten med. Og Mikkel blev klar over, at han faktisk kunne se bag på sin playstation, hvor meget strøm maskinen brugte, det havde Tobias nemlig fundet frem til og derved gjort hele klassen opmærksom på den gode idé.

House of Science står bag ideen til kampagnen "Det Grønne Fingeraftryk", hvor der står sparOmetre på spil til vinderklassen.

Maria Wandahl, projektleder i House of Science er meget glad for at Gråsten Skole har valgt at involvere alle elever på skolen.

"Vi er i House of Science imponerede over den gejst og det engagement, de udviser på skolen. At gøre børn og unge bevidste om eget forbrug af blandt andet strøm, er et af de næste vigtige skridt mod et CO2-neutralt Sønderborg-område. Det er netop derfor, House of Science har lavet kampagnen "Det Grønne Fingeraftryk".

Vinderklassen af "Det Grønne Fingeraftryk" på Gråsten Skole udpeges i uge 10.

Det Grønne Fingeraftryk

"Det Grønne Fingeraftryk" er en kampagne, der er skabt gennem et nu afsluttet EU projekt. Børn og unge uddannes til bæredygtighedsambassadører gennem meningsfuld og engagerende undervisning.

Både skoler, børnehaver og ungdomsuddannelserne deltager med forskellige aktiviteter. I 2012 deltog over 2100 børn og unge.

Læs mere om House of Science på www.houseofscience.dk

Har du spørgsmål til denne nyhed kan du kontakte Louise Johnsen på +45 65 50 80 97 eller louise.johnsen@projectzero.dk.

Louise Johnsen
27. februar 2013

27. februar 2013

Cookiepolitik