En ven af familien Vanner havde i starten af 2012 fået solceller. Familien kunne med det samme se den gode fidus i denne idé. Der gik derfor ikke længe før familien selv valgte at få et 6 kW solcelleanlæg installeret på taget. I samme ombæring blev oliefyret skrottet, til fordel for en luft/vand varmepumpe. På den måde producerer solcellerne strøm som varmepumpen bruger til opvarmning.
"Vi regner med at kunne spare 20.000-25.000 kr. om året med solcellerne og den nye varmepumpe. Samtidig har vi også i 2012 fået nye vinduer i hele stueetagen, som holder lidt bedre på varmen end de gamle" fortæller Trine Vanner og fortsætter: "vi følger hver dag med i hvor meget strøm vi producerer, og på de 8 måneder vi har haft anlægget i 2012 har vi produceret lidt mere end 5.100 kWh, så det er da ganske flot. Så nu håber vi bare på en masse solskinstimer i 2013!"
Familien Vanners nye solcelleanlæg
Energivejlederens anbefalinger
ZEROboligs energivejleder Charlie Lemtorp er ikke i tvivl om, at det er en god idé at tænke i helhedsløsninger når man alligevel er i gang med et renoveringsprojekt: "Det er en rigtig god idé at gøre som familien her, der bruger den gratis grønne strøm fra solcellerne til opvarmning med varmepumpen. Samme kombination kan laves med solceller og jordvarme, men haven egnede sig ikke til nedlægning af jordslangerne og familien valgte det bedste alternativ, nemlig en luft/vand varmepumpe."
Solceller og varmepumpe er begge installationer, som er med til at hæve husets energimærke og dermed gøre huset mere værd i en salgssituation.
Familien Vanner er en del af "Østerholm og omegns Private Spildevandslaug", som har til formål at rense medlemmernes husspildevand. Tiltaget er en del af landsbyens vision om en levende og CO2-neutral landsby. Læs mere om rensningsanlægget på laugets hjemmeside.
Læs andre gode renoveringshistorier på www.ZEROmap.dk.
Har du spørgsmål til denne nyhed så kontakt Pernille Beck på 74 12 41 91 eller pernille.beck@projectzero.dk.
Pernille Beck
26. februar 2013