Helga forsker i Sønderborgs store omstilling

Helga forsker i Sønderborgs store omstilling

Helga Ögmundardóttir, islandsk forsker ved NORD-STAR, er nu igen i Sønderborg for at afslutte sine indledende studier af Sønderborgs store omstilling til et CO2-neutralt samfund.

Helga har fokus på Sønderborg-områdets energi, miljø og klimatilpasning og hvordan de relaterede sociale og kulturelle processer afspejler sig i vores liv, også selv om vi måske ikke tænker så meget på dem i vores dagligdag. Gennem interviews af områdets borgere studerer Helga både samfundet og Sønderborg-kulturen. Helgas forskning i Sønderborg indgår i NORD-STAR projektet, som fokuserer på at skabe fælles nordiske løsninger på klimakrisen. Helga skal som led i sit postdoc projekt ud over Sønderborg også undersøge livet i Reykjavík, Trondheim og Växjö.


Helga er antropolog, uddannet på Island og i Sverige og har arbejdet med forskning og undervisning siden 1999. Når Helga ikke rejser rundt i Norden, så bor hun i Reykjavik tæt ved kysten sammen med sin mand og deres to døtre. Havet og naturen omkring Sønderborg minder på mange måder om Reykjavík - siger Helga, som er glad for igen at være i Sønderborg.

ProjectZero er sammen med 9 nordiske universiteter partner i NORD-STAR forskningsprojektet som støttes økonomisk af Nordisk Ministerråd.

Læs mere om NORD-STAR på www.nord-star.info.

Peter Rathje
24. april 2013

peter.rathje@projectzero.dk

24. april 2013

Cookiepolitik