Der er stor interesse for ZEROboligs tilbud om gratis energivejledning blandt Sønderborg-områdets boligejere. Den store interesse resulterer i en lang venteliste og dermed lang ventetid for de tilmeldte. Derfor begyndte ZEROboligs energivejleder Charlie Lemtorp, i et forsøg på at nedbringe ventetiden, at ringe nogle af de ventende borgere op. Det viste sig at være en god idé!
De fleste boligejere blev glade for at kunne springe noget af ventetiden over, samtidig med, at de fik svar på de spørgsmål de havde omkring energirenovering i deres bolig.
Finn Hansen fra Nordborg var en af dem, der blev ringet op af energivejleder Charlie Lemtorp. Han var godt tilfreds med opkaldet: "Det var rart at få bekræftet nogle af de idéer og tanker jeg havde omkring energirenovering", siger Finn Hansen.
I nogle tilfælde er boligejerne allerede gået videre til næste step, og er gået i gang med at indhente tilbud fra områdets håndværkere.
Det er dog ikke alle boliger der er lige egnede til et energitjek over telefonen. Hvis der er tale om et ældre eller mere komplekst hus, tager energivejlederen stadig ud og gennemgår huset. Det er også vigtigt at borgeren, som får energitjek via telefonen ved meget om sin bolig - Det er nemlig boligejeren som skal agere øjne for energivejlederen.
Hvis du ved meget om din bolig og den aktuelle energi-tilstand, men stadig mangler svar på nogle enkelte spørgsmål, kan du blive ringet op af ZEROboligs energivejleder. Energivejlederen kan hjælpe dig med dine spørgsmål, og udarbejde en rapport med forslag til energimæssige forbedringer i din bolig. Du skal blot udfylde denne formular, og notere i den, at du ønsker et telefonisk energitjek.
PB
9. oktober 2012