Økonomisk opvarmning med radiatoren

Hvad gør du for at spare på varmeregningen?
Skruer du helt ned for radiatorerne om natten eller når solen skinner udenfor? Eller har du kun gang i så få radiatorer som muligt på høj varme?

Det er bare nogle af de fejl mange af os begår, ganske enkelt fordi vi ikke ved, at vi gør noget forkert. Her kan du læse om hvad du i stedet kan gøre for at spare mange penge på varmeregningen.

Når vi tror vi sparer penge ved at regulere på radiatorerne når vejret skifter udenfor, sparer vi ingenting, tværtimod, så giver det os en højere varmeregning. Fejlene sker tit i efterårsperioden, hvor vejret er skiftende og det begynder at blive koldt udenfor.

Ved at ændre sin adfærd en lille smule og følge rådene herunder, kan man spare penge hver måned.

  • Skru altid helt ned for radiatorerne, når du lufter ud
    Gør du det ikke, vil radiatoren registrere et stort temperaturskifte og reagere ved at køre på fuldt blus for at holde temperaturen
  • Hold et stabilt temperaturniveau
    Sørg for altid at have dine termostater indstillet til et stabilt temperaturniveau. På den måde undgår du at bruge unødig energi på at holde temperaturen
  • Hav altid flere radiatorer i gang. På den måde fordeles "opgaven" mellem radiatorerne, som dermed skal køre på mindre kraft. Det er den billigste måde at holde temperaturen på
  • Luk dørene
    Hvis døre mellem rum står åbne, så vil radiatorerne skulle arbejde i større drift i forsøg på at opvarme det rum, som døren er åben ind til
  • Tildæk ikke termostaterne
    Hvis radiatoren er tildækket af fx et gardin eller møbel, så der ikke er fri luftstrømning omkring, vil termostaten opfatte, at der er varmt og lukke for varmetilførslen. Varmen kommer dog ikke ud til rummet, så ofte skruer man højere op for termostaten
  • Test din termostat
    En til to gange om året bør du tjekke dine termostater for at sikre, at dine radiatorer fungerer optimalt. Det gør du ved først at skrue helt op. Efter en time skal hele radiatoren være varm. Sluk herefter og tjek, at radiatoren er kold efter en time

Kilde: Tekniqs nyhedsbrev

PB
23. oktober 2012


23. oktober 2012

Cookiepolitik