Sønderborg Kommune vil solceller


Hvem kunne f.eks forestille sig solceller på taget af Sønderborg Slot?

Af Peter Hansen, formand for Teknik og miljøudvalget i Sønderborg Kommune:

Interessen for at bruge solceller er stor blandt husejerne i Sønderborg Kommune. Hver dag får Sønderborg Kommune pr. telefon 5-6 forespørgsler om at montere solceller ved boliger, og de seneste to måneder har Sønderborg Kommune sagsbehandlet 135 ansøgninger. Syv har fået afslag. Det svarer til, at 97 procent af ansøgerne har fået lov at montere solceller på taget.

Jeg synes, det klart dokumenterer, at Sønderborg Kommune står bag husejernes ønsker om at omstille en del af energiforsyningen til solenergi. Jeg vil også nævne, at forvaltningen er god til at pege på andre placeringer af solceller, f.eks. i haven eller på små bygninger, hvis der er givet afslag på en placering på taget.

En beboer i Havbogade i Sønderborg har rejst kritik af, at kommunen siger nej til opsætning af solceller. Lad mig derfor slå fast, at politisk er holdningen, at vi siger ja, hvor vi kan og ikke gør vold på fredede bygninger, bygninger med status som bevaringsværdig bygning og i områder, hvor en samlet bebyggelse er bevaringsværdigt.

Endnu flere kunne få tilladelse, hvis husejer og forvaltning i samarbejde kan finde alternative placeringer.

"Jeg er meget tilfreds med, at borgere rejser spørgsmålene, så vi bredt i befolkningen kan få en debat om, hvorvidt vi kan nå visionen om at blive CO2-neutral, når vi samtidig vil beskytte fredede bygninger, bygninger med status som bevaringsværdige og i bevaringsværdige områder", udtaler Peter Hansen.

Læserbrev bragt i Jydske Vestkystens Sønderborg udgave tirsdag den 26. juni 2012.

26. juni 2012

Cookiepolitik