Gratis arkitekthjælp

Gratis arkitekthjælp

Få gratis arkitekthjælp af lokale arkitekter På boligmessen på Augustenborg den 8-9. oktober lancerer ZERObolig et spritnyt inspirationskatalog om energirenovering, hvor seks lokale arkitekter fra Sønderborg-området har givet 12 personlige bud på energirigtig renovering af typiske boliger. I den forbindelse tilbyder ZERObolig i samarbejde med arkitekterne gratis arkitekthjælp til de besøgende på boligmessen.

Skal vi skifte taget ud? Hvordan skal de nye vinduer se ud? Kan tilbygningen være af træ? Hvordan sparer vi på energien, uden at vores hus mister dets særlige arkitektur? Er det bedst at bruge pengene på hulmursisolering eller nye vinduer?

Ombygninger, tilbygninger, forbedringer, istandsættelse og energirenovering rejser mange spørgsmål hos boligejerne. I den sammenhæng kommer de bedste råd fra kompetente arkitekter, som både har teknisk forståelse og forstand på arkitektur. Ikke mindst kan de tænke i helheder og sikre en overordnet, sammenhængende plan for byggeriet.

Det er seks lokale arkitekter - CREO arkitekter, JKA-Arkitekter, Arkitektkontoret 96, Botjek, Blaavand & Hansson A/S og KL-bygningsrådgivning - som giver gratis arkitekthjælp. De er alle efteruddannede energivejledere og ved både, hvordan man får en bedre bolig og samtidig sparer på energien.

Sådan gør du
Der er afsat 15 minutter til hver arkitektkonsultation, og det er faktisk god tid til en indledende snak, hvis man forbereder sig på forhånd:

Gør dig tanker om, hvad du præcist gerne vil drøfte med arkitekterne Forbered konkrete spørgsmål.
Medbring tegninger eller skitser af din bolig
Man skal naturligvis ikke forvente en komplet plan på 15 minutter, men derimod hjælp til at træffe de første rigtige beslutninger, inden man går videre med egentlige byggeplaner og tilbud.

Hvorfor gratis arkitekthjælp
Udviklingen og udarbejdelsen af inspirationskataloget er unik i dansk sammenhæng. Normalt vil man gå til energirenovering med tekniske briller på, men med inspirationskataloget er der både fokus på teknik og arkitektur. Det er den sammenhæng, som ZERObolig gerne vil promovere yderligere på boligmessen.

"Vi vil gerne slå et ekstra slag for den værdi, som arkitekter tilfører et byggeprojekt. Specielt i forbindelse med energirenovering er det vigtigt med de rigtige løsninger, som både tilgodeser energibesparelser og boligen som helhed. Det er netop der, arkitekten kan gøre en forskel," siger Peter Rathje, direktør for ZERObolig, der er en del af ProjectZero-visionen om at gøre Sønderborg-området til et CO2-neutralt vækstområde inden 2029.


Kontaktpersoner:Louise Johnsen, ProjectZero - louise.johnsen@projectzero.dk
T 2133 3433

Cookiepolitik