Nordborg Apotek

Det grønne ZERObutik logo pryder nu indgangen til Nordborg Apotek og viser, at indehaver Gisela Weber Mezghani og hendes stab aktivt støtter visionen om et CO2-neutralt Sønderborg-område.

Det startede tilbage i 2004, hvor Gisela Mezghani besluttede at flytte sit apotek til Storegade 28. Hun besluttede samtidig, at de nye og større lokaler skulle indrettes energirigtigt. Noget af det første, der således blev skiftet ud, var den gamle eltavle, som elinstallatøren kaldte en museumsgenstand.

"Alt blev fornyet. Der blev trukket nye ledninger, der kom styring på alle stikkontakter, og lamperne blev forsynet med lavenergipærer," nævner Gisela Mezghani blandt de mange elbesparende tiltag.

I dag er apotekets el-regning mindre, end den var på den gamle adresse, selvom der er kommet flere kvadratmeter, flere maskiner og flere ansatte til.

Nordborg Apotek er den første ZERObutik i Nordborg, men Gisela Mezghani tøver ikke med at anbefale andre at tænke energibesparelser ind i deres forretning.

Der skal ikke meget til, før det kan mærkes. Men også større engangsudgifter vil hurtigt kunne tjene sig hjem, vurderer Gisela Mezghani, som slet ikke er færdig med at spare.

"Der er nok gået sport i det. Energi og miljø er simpelthen blevet en del af hverdagen her på apoteket med blandt andet affaldssortering, genbrug af kopipapir og ved indkøb af nye ting. Og det er også smittet af derhjemme," fortæller hun.

"Jeg kunne også godt tænke mig at mindske vores forbrug af plasticposer. Og derfor bliver jeg glad, når en kunde selv har en pose med. Og gerne af stof!" fortsætter Gisela Weber Mezghani smilende.





.
Skybrud.dk a/s
ProjectZero | Alsion 2 | 6400 Sønderborg | Tlf. 6550 8098 | post@projectzero.dk
State og Green