Sønderborg slukker gadelyset

Sønderborgerne er kommet med forslag til hvor i kommunen det er relevant at slukke gadelyset, enten helt eller delvist. Det har resulteret i at Sønderborg Kommune nu forsøger at neddæmpe elforbruget ved gadebelysning.

- Nogle gadelys bliver slukket permanent, mens andre kun bliver slukket i de sene aften- og nattetimer. Andre steder vil borgerne opleve ændringer, f.eks. at hvert andet eller to ud af tre gadelys slukkes. Der vil ikke blive slukket noget gadelys i centrum af byerne og ved lysregulerede kryds. Hvor det er muligt, vil der blive slukket helt i sommermånederne, siger Peter Hansen, der er formand for teknik og miljøudvalget i Sønderborg Kommune.

Sønderborg Kommune har 16.900 gadelamper. De er tændt 4.200 timer om året og bruger fem mio. kWh årligt. Det er da en slat. Unødvendige kilowatttimer koster penge og bidrager til CO2-udledningen, som igen er årsag til de globale klimaforandringer. Derfor skal gadelyset kun være tændt der, hvor der er brug for det.

Den nye slukningsplan er under indfasning og den 1. juni 2011 tændes og slukkes gadelyset helt efter den nye plan.

Med den nye slukningsplan sparer Sønderborg Kommune 0,9-1,4 mio. kr. årligt til strøm årligt. Desuden spares penge på køb af færre og mindre armaturer. CO2-udslippet reduceres med ca. 400 tons svarende til 19 procent af den CO2-udledning, der stammer fra strømforbrug til gadelys.

JS
Kommunikation
Sønderborg Kommune




Skybrud.dk a/s
ProjectZero | Alsion 2 | 6400 Sønderborg | Tlf. 6550 8098 | post@projectzero.dk
State og Green