På ekspedition i klimajunglen

Det kræver sin mand eller kvinde at gøre det rigtige i virvaret af gode råd på klimaområdet. Karin Noes fra ZEROfamilien har derfor udstukket sin egen kurs.

’ Er det bedst for klimaet at købe tomater fra Spanien med en lang transportvej eller danske tomater, der er dyrket i opvarmede drivhuse?’ spørger Karin Noes. Forvirringen er total, for det er svært at finde svar på denne slags spørgsmål, når intet er så godt, at det ikke er skidt for noget andet.

Selvom Karin og hendes kæreste Lars interesserer sig for klimaproblemer og er med i ZEROfamilien, har de svært ved at finde hoved og hale i junglen af klimaråd.

De opfordrer andre til at arbejde på de nemme indsatsområder i klimakampen og få rådgivning til de mere komplekse områder.

Begrænset CO2-udslip og ubegrænset komfort
Karin og Lars har for flere år siden skiftet til sparepærer, købt elspareskinner og foretaget en række andre klimavenlige tiltag i hverdagen.

’ Der er mange smarte opfindelser, som gør det lettere at nedsætte vores forbrug. Det sidste, vi har anskaffet, er et timer-ur til vores router, så vi slukker for it og telefonsvarer, når vi alligevel sover’, fortæller Karin.

Ud over at benytte sig af moderne teknologiske løsninger har Karin og Lars brudt med nogle dårlige vaner. Karin forklarer:

’ Der går ingen skår af mig, fordi jeg koger vand med låg på og vasker tøj på et spareprogram. Der er en masse småjusteringer, man kan foretage i hverdagen, som ville gøre en forskel på klimafronten, hvis andre gjorde det samme.’

Solfanger på taget?
Karin og Lars er lige flyttet ind i et gammelt hus, og de vil gerne have, at det bliver så klimavenligt som muligt. Derfor glæder parret sig til vinter, hvor de via ZEROfamilien har vundet en ’termografisk’ undersøgelse af deres hus. Her kommer en ekspert ud og undersøger husets isolering.

Engang håber de, at kunne installere en vedvarende energikilde i huset, men de har brug for hjælp til en endelig beslutning:

’ Det er svært at vurdere, hvilken energikilde, der vil være bedst i vores situation og til vores hus, og derfor vil vi gerne have en energikonsulent på besøg i huset.’

En energikonsulent kan rådgive omkring mulighederne inden for jord- og solvarme samt solceller, og det er netop kyndig vejledning, parret har brug for.

’ Vi glæder os rigtig meget til at få et overblik over, hvilke smarte klimaløsninger, der vil være optimale for os. Indtil da gør vi, hvad vi kan for at føre en klimavenlig hverdag.’ slutter Karin.


5 gode råd, der ikke slår fejl

• Køb hårde hvidevarer samt IT-udstyr med   Elsparefondens mærke
• Undgå stand by-forbrug på tv, dvd, computer, printer og stereoanlæg med en elspareskinne eller en stikdåse med afbryderknap
• Vask tøj på spareprogram og hæng tøjet til tørre
• Kog vand med låg på gryden
• Spis mindre kød og mere grønt






ZEROfamilien


Pige-m-solceller.jpg

I 2009 tid skal ZEROfamilien følge et forløb med temamøder og energirigtig rådgivning, med udfordringer, sparring og konkurrencer. Målet er at ændre familiernes daglige adfærd og mindske CO2–udslippet.
ZEROfamilien har været i gang siden januar. Med hver sin handlingsplan skal de 100 deltagende familier nå så langt de kan. Familierne har måleudstyr, så de kan finde el-tyvene i husstanden, og de kan dagligt følge deres energiforbrug.

Læs mere på www.zerofamilien.dk

Skybrud.dk a/s
ProjectZero | Alsion 2 | 6400 Sønderborg | Tlf. 6550 8098 | post@projectzero.dk
co2neutralt website Energy map