Vindmøller og bæredygtige byer

Vindmøller i Sønderborg Kommune


Store, moderne vindmøller i landskabet

Sønderborg Kommune har efter offentlighedsfaser og inddragelse af berørte parter behandlet temaplanen for vindmøller der nu foreligger i en opdateret udgave.

Realiseringen af Sønderborg Kommunes temaplan afventer sundhedsministerens redegørelse ultimo 2015 og byrådets politiske behandling af denne.

På denne side kan du læse mere om temaplanen og vindmøller generelt.

Kommunens temaplan lægger op til opstilling af flere vindmøller

Temaplanen lægger op til at afklare de bedst egnede placeringer for nye vindmøller i Sønderborg kommune.
Temaplanen har været igennem en række revisioner hvor der er taget størst muligt hensyn til naturen og alle berørte parter.

Der opstilles ikke vindmøller uden at der er gennemført VVM-undersøgelse og relaterede borgere m.v. er blevet informeret og hørt.

Læs mere om processen for opstilling af vindmøller her.

Lovens krav

Loven stiller præcise krav til den som ønsker at opstille en vindmølle. Ud over afstand til nærmeste nabo, skal der tages størst muligt hensyn til natur og miljø. Loven stiller omfattende krav vedr. støj og skyggekast. Regeringen har i december 2011 strammet kravene til støj fra vindmøller.

Hvorfor skal der opstilles flere vindmøller?

Danmark stiller om til et fossilfrit samfund med udfasning af olie, gas og kul senest i 2050. Vindenergi indgår som den vigtigste ressource i den nationale handlingsplan Vores Energi. Vindmøller bør opstilles både på land, kystnært og til havs.
Opstilling af møller på havet er mere end 47 % dyrere end opstilling på land, derfor ønsker Folketingets partier primært at fremme opstillingen på land. Rammerne for opstilling kystnært indgår i de igangværende energiforhandlinger og det er derfor op til det samlede Folketing at beslutte rammerne for de kystnære møller.

Sønderborgs ProjectZero er på forkant og foreskriver ligeledes grøn energi fra vind som den vigtigste ressource, ligesom ProjectZero ønsker at realisere det kystnære Lillegrund-projekt.

Vindmøller og helbred

Vindmøller bliver løbende anklaget for at forårsage helbredsmæssige risici, men flere videnskabelige rapporter, bl.a. en udført for Sundhedsstyrelsen af det danske Delta GTS Institut, har ikke kunnet påvise direkte helbredseffekter pga. vindmøllestøj.

Læs mere om vindmøller og helbred her.

Store vindmøller inviterer til medejerskab

Ved opstilling af vindmøller med højde på 25 meter eller derover, skal mølleopstilleren udbyde mindst 20 % af ejerandelene til borgere i en afstand på 4,5 km fra opstillingsstedet. Er der ikke tilstrækkelig interesse for køb, skal personkredsen omfattes til hele kommunens borgere.

Læs mere om lokalt medejerskab her

4. december 2014

Cookiepolitik