Udlejer: Energirigtige boliger fastholder lejerne

Bernt Knudsen er ikke i tvivl om, at det kan betale sig at energioptimere hans ejendomme. Det giver glade og stabile lejere og sikrer, at ejendommene ikke mister værdi.

I Helgolandsgade i Sønderborg ligger fire lejligheder i en smuk hvid ejendom fra omkring 1916. Et attraktivt lejemål på grund af sin gode beliggenhed, men også med væsentlige udfordringer indtil udlejer Bernt Knudsen for nylig besluttede sig for at energioptimere bygningen. Hver vinter døjede lejerne nemlig med kondensvand og skimmelsvamp på de kolde vægge som konsekvens af dårligt isolering.

I stedet for at ignorere problemet eller pålægge lejerne en huslejestigning for at få problemet ordnet gjorde Bernt Knudsen noget, som de færreste andre udlejere gør. Han besluttede i dialog med lejerne at hulmursisolere hele ejendommen, uden at projektet skulle koste lejerne en krone. Bernt Knudsen ser nemlig energioptimering af sine ejendomme som en langtidsinvestering.

Bernt Knudsen foran ejendommen på Helgolandsgade i Sønderborg

"Jeg valgte, at investeringen i hulmursisolering ikke skulle gå ud over mine lejere, og de har derfor ikke betalt noget til projektet. Jeg ser det som en langtidssikring af min ejendom. For mig er det vigtigt, at jeg kan fastholde mine nuværende lejere og samtidig sikre, at ejendommen også er attraktiv om 10 år," siger Bernt Knudsen.

Undervisningsmoduler genopfrisker viden

Af samme grund har han sammen med 17 andre udlejere i Sønderborg deltaget i to undervisningsmoduler, som ZEROboligudlejer tilbyder udlejere, der gerne vil blive klogere på, hvordan de bedst energioptimerer deres ejendomme.

"Det, jeg vil med mine ejendomme, passer perfekt ind i ZEROboligudlejer-konceptet. På modulerne hører man om alt lige fra de tekniske løsninger og økonomi, til lejerinddragelse og kommunens rolle. Der er helt sikkert nogle ting der er blevet frisket op for mig i dette forløb, og som jeg kan bruge fremadrettet," fortæller Bernt Knudsen.

Flere udlejere skal motiveres

Udover at være boligudlejere er Bernt Knudsen også formand for udlejerforeningen i Sønderborg, og han håber, at ZEROboligudlejer kan få andre udlejere til at se perspektiverne i at kigge længere frem end næste huslejeopkrævning:

"Jeg synes, det er super, at der bliver taget hånd om udlejerne, og at vi kan blive hjulpet på vej med renovering af vores ejendomme. Jeg har altid været motiveret for, at have gode ejendomme, og derfor vil jeg gerne have andre udlejere til at se den gode idé i det," fortæller Bernt Knudsen.

FAKTA OM EJENDOMMEN

  • Ejendommen er opført omkring år 1916
  • Der er 4 lejligheder
  • Målet er, at fastholde og tiltrække de gode lejere

Ejendommen



Ejendommen er beliggende på Helgolandsgade i Sønderborg

Glade lejere

Lejerne i ejendommen er glade for hulmursisoleringen: "Arbejdet blev gennemført i midten af januar, da det var koldt udenfor og det kunne mærkes med det samme på indeklimaet i lejligheden. Væggene er ikke længere kolde og vi oplever slet ikke problemer med kondens på de store overflader, som vi gjorde før" fortæller parret der bor på 1. sal.

Cookiepolitik