Universe

Der er mange gode grunde til at engagere sig i ProjectZero.

Universe har valgt at blive et ZEROcompany ud fra ønsket om at deltage i et givende netværk, hvor erfaringer kan deles og være med til skærpe vores energieffektivitet. Vi har et klart ønske om at udnytte vores ressourcer bedst muligt, men også at bidrage til en videre udvikling på klimaområdet. I Universe har vi desuden en interesse i aktivt at støtte det relevante lokale initiativ, som ProjectZero står i spidsen for. Målsætningen om at gøre hele Sønderborg-området CO2-neutral i 2029 er ambitiøs og en målsætning, vi meget gerne støtter.

Universe har de seneste år sat fokus på klimarigtige initiativer ved blandt andet generelt at reducere energiforbruget i parken. Det har indbefattet følgende initiativer:

  • Regulering af temperaturen i parkens forskellige områder. Temperaturen sænkes eksempelvis om natten, når der ikke er mennesker i områderne.
  • Udskiftning af samtlige elpærer i parken til elsparepærer.
  • Løbende påmindelse til medarbejderne om at slukke lys, computerskærme og anden elektronik, når de forlader et område samt tilbagemeldinger på, hvorledes det går, og hvor indsatsen skal skærpes.
  • Løbende udskiftning af stationære computere til bærbare computere, der anvender mindre strøm.

Desuden åbnede vi i maj 2009 EnergyLab, som en ny attraktion i Universe. Denne attraktion har fokus på grundlæggende formidling af energityper, herunder den vedvarende energi over for de fossile brændstoffer. Det skaber en bevidsthed og synliggørelse blandt parkens gæster om forskellene på den såkaldte gode og dårlige energi, og passer ligeledes ind i den profil, Universe ønsker at skabe gennem et fokus på løbende energibesparelser.

Konkrete klimamål for Universe

I Universe har vi sat os et konkret mål om at reducere vores CO2-udledning med 10 % inden udgangen af 2010. Målet skal nås gennem ovenstående initiativer, hvor der konstant er fokus på at opnå energibesparelser de steder, det er muligt.

Planlagte aktiviteter og indsatser de næste år for Universe

Vi har en konkret målsætning om at reducere vores CO2-udledning med 50 % inden udgangen af 2015. Dette mål skal blandt andet nås gennem følgende initiativer:

  • Ved generel renovering i parken, vil vi tage højde for det klimamæssige aspekt og eksempelvis sikre isolering af ældre bygninger for derved at kunne reducere parkens energiforbrug.
  • Ved indkøb af nyt maskineri til parken er målet at anskaffe energibesparende løsninger. Det gælder eksempelvis ved indkøb af motorer og ventilatorer samt helt konkret ved udskiftning af benzindrevne køretøjer til at være eldrevne.
  • Medarbejderne skal fortsat engageres i reduceringen af Universe energiforbrug med målet at give medarbejderne en klimabevidst adfærd, der kan aktiveres både i arbejdsregi og privat.

Læs mere om Universe her.

21. november 2014

Danfoss Universe



Cookiepolitik