ZEROsport

ZEROsport er målrettet idrætsanlæg og foreninger med eget klubhus, der ønsker at spare på energien. ZEROsport er et fælles udviklingsprojekt for ProjectZero og Fritidsafdelingen i Sønderborg Kommune og supplerer de øvrige ZEROprogrammer for virksomheder, butikker, boliger m.v.

Initiativet understøtter ambitionen om et CO2-neutralt Sønderborg i 2029. Med programmet kan idrætsanlæg og foreninger med eget klubhus deltage aktivt i at bruge energien effektivt. Det kan ske gennem opmærksomhed og daglig energiledelse i bygningen og gennem aktiv inddragelse af brugerne.

Målgruppen for ZEROsport er både større og mindre idrætsanlæg samt foreninger der har egne klubhuse og -lokaler. Både private, selvejende og kommunale anlæg og klubhuse kan blive ZEROsport certificerede. En certificering som ZEROsport-anlæg er lige nu gældende for perioden 2015-2016. Der vil blive åbnet for ansøgninger i forbindelse med lanceringen.

- Med ZEROsport styrker vi nu synlighed og inddragelse af borgerne i deres fritidsliv. Med initiativet møder borgerne fremover også ProjectZero-visionen i sports- og foreningslivet, og det giver nye muligheder for i fællesskab at bidrage til Sønderborgs store omstilling, fortæller ProjectZeros Peter Rathje i forbindelse med lanceringen.

To af de haller, der har arbejdet målrettet med at reducere deres energiforbrug er Tennishallen og SFS-hallen.

- Det har en enorm betydning for vores daglige drift, at vi ikke spilder medlemmernes kontingent på et unødigt energiforbrug, fortæller Peder Helmuth, der er formand for Sønderborg Tennisklub, der ejer Tennishallen i Sønderborg.

- Når vi alligevel skal vedligeholde vores hal, er det helt naturligt at tænke i energirigtige løsninger, siger Knud Erik Gubbertsen, der er formand for SFS-hallen.

ZEROsport

Cookiepolitik