Mjels er med på bølgen


Mjels er med på bølgen

Mange familier i hele Sønderborg-området har energirenoveret deres huse. Og i Mjels er de også rigtig godt med på energirenoverings-bølgen!

Det er familien Seehagen et super godt eksempel på. De har nemlig givet huset en overhaling med flere forskellige energirigtige tiltag. 


Bent foran huset i Mjels

Projekterne startede så småt da familien flyttede ind i huset i 2005. Alle glas blev skiftet til energiglas, herefter blev der efterisoleret omkring vinderne og fugerne blev lukket tæt. Nyt oliefyr blev installeret til erstatning for gammelt Salamander keddel.

I 2010 begyndte Bent Seehagen at overveje alternative energikilder, og det resulterede i, at der blev installeret et solvarmeanlæg. Det betød, at familien kunne slukke oliefyret i en lang periode i sommerhalvåret. 

- Det var en god fornemmelse at kunne slukke oliefyret om sommeren. Men det var stadig dyrt og utidssvarende, lyder det fra Bent Seehagen.

Oliefyret blev skrottet

I 2013 blev der installeret solceller og i foråret 2014 blev oliefyret skrottet til fordel for en luft/vand-varmepumpe. 

- Vi har simpelthen været så glade for de beslutninger. Vi sparer ca. 20.000 kr. om året på el og varme nu, og varmepumpen fungerer upåklageligt, fortæller Bent Seehagen og fortsætter:

- Vi kan også godt lide tanken om, at vi ikke skal være afhængige af gas- og oliepriser. Så det er dejligt at kunne være "selvforsyndende" på denne måde.

Gode råd deles over hækken

Det er ikke kun familien Seehagen der har energirenoveret i Mjels. Mange andre familier har også fået ideer med energirenovering som nyt gas/pillefyr, og flere steder er der fx. solceller på tagene. Gode ideer som udskiftning af LED-pærer og andre småting deles mellem naboer, venner og bekendte i Mjels.  

9. december 2015

Fakta

Mjels på Nordals 
Parcelhus fra 1910 (ombygget 1979)
Boligareal 190 m2

Luft/vand-varmepumpe

Olefyret blev skrottet til fordel for denne luft/vand-varmepumpe. 

INFO
En luft til vand varmepumpe udnytter varmen i udeluften til at producere varme og varmt vand i huset og kan fungere som eneste varmekilde i boligen. Varmepumpen består af en udedel og en indedel. 

Cookiepolitik