Forbedret komfort og mindre varmeregning


Forbedret komfort og mindre varmeregning

Da familien Nielsen fra Augustenborg havde haft besøg af ZEROboligs energivejleder, blev der igangsat flere forskellige energimæssige forbedringer.

Den ekstra isolering på loftet kan familien især mærke på komforten, og familien er godt tilfredse med den varme "dyne", som har fjernet kuldebroerne. Et ventilationsanlæg sørger for godt indeklima, og er også med til at forøge komforten. Udover en forbedret komfort i boligen, luner investeringerne også i energiregnskabet.

"Vi opfordrer flere familier til at gå i gang med energirenovering og dermed spare på både CO2 og kontanter" lyder det fra familien fra Augustenborg.

Familien har foretaget følgende energirenoveringer:

  • Loftisolering (fra 150 mm til 350 mm papiruld)
  • Vinduer (fra termovinduer til 3-lags energiglas)
  • Ventilationsanlæg med genvinding

Loftisolering
Mange ejendomme er dårligt isolerede, er utætte og har stort varmetab. Dette medfører både stort energiforbrug, dårlig komfort og indeklimaproblemer - herunder risiko for skimmelvækst, når varm og fugtig inde luft kondenserer på kolde overflader.

Investering i isolering er tjent hjem på bare 2-3 år, og efterisolering er den hurtigste vej til et behageligt indeklima - og giver dig oven i købet en økonomisk gevinst. Ved at nedsætte energiforbruget med loftisolering er du samtidig med til at skåne miljøet.

Du kan opnå at loftet bliver 3-5 grader varmere på de kolde dage og tilsvarende koldere på de varme dage.

Vinduer
Gamle og utætte vinduer holder ikke på varmen og det kan du aflæse direkte på din varmeregning. Derfor kan det ofte betale sig at forny eller udskifte dem med energirigtige vinduer. Udskiftning af vinduer kan være en stor investering, men ud over et lavere varmeforbrug vil du også opnå en bedre komfort, da du kan undgå træk og kulde.

Når du skal vælge nye vinduer til dit hus, er der en række forhold, som du skal være opmærksom på, herunder hvilke vinduestyper der passer bedst til netop dit hus, og om et eventuelt nyt materiale passer til huset.
Som tommelfingerregel siger man, at de vinduer, som sad i huset fra starten, også er de bedste rent arkitektonisk og proportionsmæssigt. Så find de gamle tegninger frem og se, hvilke vinduer der sad i huset oprindeligt. Eller opsøg en rådgiver, som kan hjælpe med det æstetiske.

Ventilationsanlæg med genvinding
Det er vigtigt at lufte ud hver dag, faktisk skal det gøres 2-3 gange om dagen. Den bedste måde at gøre det på, er ved fuld gennemtræk i 5-10 minutter, til al luft i huset er skiftet ud, men møbler og vægge ikke er afkølede. På denne måde spildes mindst mulig varme.

Hvis du har et ventilationsanlæg, klarer det "udluftnings-opgaven" for dig! Ventilationsanlægget suger den varme, fugtige luft ud fra bl.a. køkken, badeværelse og bryggers. Dermed fjernes støvpartikler, fugt og lugt fra boligen, og man opnår et sundt og behageligt indeklima. Den bedste løsning er et ventilationsanlæg med genvinding. På den måde udnyttes energien i udsugningsluften til opvarmning af den friske indblæsningsluft.

Flere og flere får i dag allergi. Med et ventilationsanlæg holdes den relative luftfugtighed under 45%. Her dør husstøvmiderne, som er en af de hyppigste årsager til allergi.

19. december 2014

ZEROmap



Find andre inspirerende historier på ZEROmap.

Tryk her

Fakta om huset

Augustenborg
Parcelhus fra 1990
Boligareal 148 m2

Resultater efter energiforbedringer

Familien sparer miljøet for et udslip på 5,6 ton CO2 årligt.

Det betyder bl.a. at de har fået et bedre energimærke, som gør boligen billigere at bo i og mere værd i en salgssituation.

Cookiepolitik