Varmepumpe og solceller

En ven af familien Vanner på 5 fra Østerholm havde i starten af 2012 fået solceller. Familien kunne med det samme se den gode fidus i denne idé. Der gik derfor ikke længe før familien selv valgte at få et 6 kW solcelleanlæg installeret på taget. I samme ombæring blev oliefyret skrottet, til fordel for en luft/vand varmepumpe. På den måde producerer solcellerne strøm som varmepumpen bruger til opvarmning.

"Vi regner med, at kunne spare 20.000-25.000 kr. om året med solcellerne og den nye varmepumpe. Samtidig har vi også i 2012 fået nye vinduer i hele stueetagen, som holder lidt bedre på varmen end de gamle" fortæller Trine Vanner og fortsætter: "Vi følger hver dag med i hvor meget strøm vi producerer, og på de 8 måneder vi har haft anlægget i 2012 har vi produceret lidt mere end 5.100 kWh, så det er da ganske flot. Så nu håber vi bare på en masse solskinstimer i 2013!"

Energivejlederens anbefalinger
ZEROboligs energivejleder, Charlie Lemtorp er ikke i tvivl om, at det er en god idé at tænke i helhedsløsninger når man alligevel er i gang med renoveringsprojekt: "Det er en rigtig god idé at gøre som familien her, der bruger den gratis grønne strøm fra solcellerne til opvarmning med varmepumpen. Samme kombination kan laves med solceller og jordvarme, men haven egnede sig ikke til nedlægning af jordslangerne og familien valgte det bedste alternativ, nemlig en luft/vand varmepumpe."

Solceller og varmepumpe er begge installationer, som er med til at hæve husets energimærke og dermed gøre huset mere værd i en salgssituation.

Familien har foretaget følgende energiforbedringer:

  • Nye vinduer
  • Konverteret fra olie til luft/vand varmepumpe
  • Med i Østerholms fælles spildevandsrensningsanlæg
  • Solceller

Vinduer
Gamle og utætte vinduer holder ikke på varmen og det kan du aflæse direkte på din varmeregning. Derfor kan det ofte betale sig at forny eller udskifte dem med energirigtige vinduer. Udskiftning af vinduer kan være en stor investering, men ud over et lavere varmeforbrug vil du også opnå en bedre komfort, da du kan undgå træk og kulde.

Når du skal vælge nye vinduer til dit hus, er der en række forhold, som du skal være opmærksom på, herunder hvilke vinduestyper der passer bedst til netop dit hus, og om et eventuelt nyt materiale passer til huset.

Som tommelfingerregel siger man, at de vinduer, som sad i huset fra starten, også er de bedste rent arkitektonisk og proportionsmæssigt. Så find de gamle tegninger frem og se, hvilke vinduer der sad i huset oprindeligt. Eller opsøg en rådgiver, som kan hjælpe med det æstetiske.

Luft/vand-varmepumpe
Luft til vand-varmepumper er nemmere at få installeret end jordvarme, da der ikke skal graves slanger ned i haven.

Det er klimavenlig og billig varme. Nok skal anlægget bruge elektricitet for at fungere, men en moderne luft til vand-varmepumpe leverer typisk over tre gange mere energi i form af varme, end den bruger i form af el. Derfor er det en god forretning, og investeringen kan være tjent i løbet af en overskuelig tidshorisont.

Du kan spare op til 50 % på dine varmeudgifter i forhold til et oliefyr, og den fungerer døgnet rundt, så din bolig er dejlig varm om morgenen - modsat fx en brændeovn.

Solceller
Solen tilføjer jorden enorme mængder energi - denne energi kan du gratis udnytte til strøm.

Solceller bliver ofte forvekslet med solvarmeanlæg. Men hvor solvarmeanlæg producerer varmt vand, producerer solceller elektricitet. Solceller er en forureningsfri energikilde, som producerer elektricitet af solens lys. De solceller, der findes i dag, kan omsætte op til ca. 20 procent af lysets energi til elektricitet.

Du kan sænke din elregning markant med strøm fra solceller på for eksempel dit tag. En ekstra fordel er, at solceller er en ret enkel og vedligeholdelsesfri teknologi, som er nemmere end nogen anden vedvarende energiform at installere i din bolig.

19. december 2014

Fakta om huset

Østerholm ved Nordborg
Parcelhus fra 1972
Boligareal 174 m2

Solceller



En del af familien Vanner foran solcellerne som producerer grøn strøm til den nye varmepumpe

Luft/vand varmepumpe



Den ydre del af familiens luft/vand varmepumpe

Nedsivning af spildevand

Familien Vanner er en del af "Østerholm og omegns Private Spildevandslaug", som har til formål at rense medlemmernes husspildevand. Tiltaget er en del af landsbyens vision om den levende og CO2-neutrale landsby.

Læs mere om rensningsanlægget på laugets hjemmeside her

Nedsivningsanlæg



Cookiepolitik