Energirigtigt stuehus

Det har altid været vigtigt for Klaus Albrecht fra Skelde ved Broager at få det optimale ud af alting. Det har været en af grundene til, at han siden skrotningen af det gamle oliefyr både har forsøgt sig med et gasfyr, opvarmning med fastbrændsel og senest jordvarme. "Jordvarmen er jeg rigtig glad for. Det er noget der dur!" fortæller Klaus og fortsætter: "Jeg har altid moret mig ved at sige: Jeg stopper ikke før jeg kan varme huset op med to stearinlys"

I starten var drivkraften ved at lave energirenoveringer, at der kunne spares penge på varmeregningen. Men med tiden er det blevet en hobby for Klaus at spare på energien og finde nye smarte metoder til at gøre det. Se nogle af løsningerne på billederne til højre.

Familien har foretaget følgende energiforbedringer:

  • Jordvarme
  • Jordmonteret solcelleanlæg
  • Ventilationsanlæg med varmegenvinding
  • Generel energirigtig adfærd og optimering af div. løsninger
  • Div. isolering

Jordvarme
En jordvarme pumpe er en 100 % løsning, som kan bruges både til opvarmning af hus og brugsvand. En jordvarme-pumpe henter varmen fra jorden gennem slanger, der er gravet ned og tilsluttet en varmtvandsbeholder, der typisk er placeret i et skab i bryggerset.

Væsken i jordslangerne cirkulerer ind i en kompressor som hæver temperaturen og komprimerer varmen, så der opnås 55 grader varmt vand. Varmtvandsbeholderen fordeler herfra varmen ud til radiator-/gulvvarme-systemet og til brugsvandet.

Et jordvarmeanlæg er godt for både din pengepung og miljøet, da det tjener sig selv hjem, og samtidigt er et godt alternativ til boliger, der i dag er opvarmet med direkte el-varme, olie eller naturgas.

Du kan spare op til 50 % på dine varmeudgifter i forhold til et oliefyr og jordvarmen fungerer døgnet rundt, så din bolig er dejlig varm om morgenen - modsat fx en brændeovn.

Solceller
Solen tilføjer jorden enorme mængder energi - denne energi kan du gratis udnytte til strøm.

Solceller bliver ofte forvekslet med solvarmeanlæg. Men hvor solvarmeanlæg producerer varmt vand, producerer solceller elektricitet. Solceller er en forureningsfri energikilde, som producerer elektricitet af solens lys. De solceller, der findes i dag, kan omsætte op til ca. 20 procent af lysets energi til elektricitet.

Du kan sænke din elregning markant med strøm fra solceller på for eksempel dit tag. En ekstra fordel er, at solceller er en ret enkel og vedligeholdelsesfri teknologi, som er nemmere end nogen anden vedvarende energiform at installere i din bolig.

Ventilationsanlæg med varmegenvinding
Det er vigtigt at lufte ud hver dag, faktisk skal det gøres 2-3 gange om dagen. Den bedste måde at gøre det på, er ved fuld gennemtræk i 5-10 minutter, til al luft i huset er skiftet ud, men møbler og vægge ikke er afkølede. På denne måde spildes mindst mulig varme.

Hvis du har et ventilationsanlæg, klarer det "udluftnings-opgaven" for dig! Ventilationsanlægget suger den varme, fugtige luft ud fra bl.a. køkken, badeværelse og bryggers. Dermed fjernes støvpartikler, fugt og lugt fra boligen, og man opnår et sundt og behageligt indeklima. Den bedste løsning er et ventilationsanlæg med genvinding. På den måde udnyttes energien i udsugningsluften til opvarmning af den friske indblæsningsluft.

Flere og flere får i dag allergi. Med et ventilationsanlæg holdes den relative luftfugtighed under 45%. Her dør husstøvmiderne, som er en af de hyppigste årsager til allergi.

Isolering
Mange ejendomme er dårligt isolerede, er utætte og har stort varmetab. Dette medfører både stort energiforbrug, dårlig komfort og indeklimaproblemer - herunder risiko for skimmelvækst, når varm og fugtig inde luft kondenserer på kolde overflader.

Efterisolering er den hurtigste vej til et behageligt indeklima - og giver dig oven i købet en økonomisk gevinst. Ved at nedsætte energiforbruget med isolering er du samtidig med til at skåne miljøet.

19. december 2014

Fakta om huset

Skelde ved Broager
Stuehus fra 1750
Boligareal 346 m2

Jordmonteret solcelleanlæg



Det jordmonterede solcelleanlæg står på Klaus' mark som ligger op til stuehuset.

I jorden foran solcellerne, er de 600 m slanger til jordvarmen gravet ned

Ventilationsanlæg med egen opfindelse



Klaus har lavet en opfindelse som sørger for, at den udeluft som ventilationsanlægget suger ind er varm. Det har han bl.a. gjort med sorte metalplader og et mini drivhus

Radiator



Bag radiatorerne har Klaus monteret noget isolerinde materiale, som gør at varmen bliver kastet ud fra væggen i stedet for at varme væggen bag radiatorerne op

Cookiepolitik