Isolering og nye vinduer

Familien Johnsen fra Gråsten bor i en klassisk murermestervilla fra 1960. Dengang hulmursisolerede man ikke, og det kan mærkes både på komforten og på energiregningen. Derfor indhentede familien tilbud på efterisolering.

Vinduerne trængte efterhånden også til en kærlig hånd, så de blev udskiftet i samme ombæring.

"Der er slet ingen tvivl om, at udgiften til renoveringen er godt givet ud. Ja faktisk var investeringen langt mindre end forventet", siger husets ejer Axel Johnsen

Vær opmærksom på:
Ved skiftning af vinduerne i huset viste det sig at den støbte jerndrager som huset er bygget med, var rustet og havde forårsaget løse mursten og fuger.
Der måtte foretages udskiftning af begge overlæggere for at facademuren atter var stabil.

Familien har foretaget følgende energirenoveringer:

  • Isolering af hulmur og loft
  • Nye vinduer og døre

Isolering
Mange ejendomme er dårligt isolerede, er utætte og har stort varmetab. Dette medfører både stort energiforbrug, dårlig komfort og indeklimaproblemer - herunder risiko for skimmelvækst, når varm og fugtig inde luft kondenserer på kolde overflader.

Investering i isolering er tjent hjem på bare 2-3 år, og efterisolering er den hurtigste vej til et behageligt indeklima - og giver dig oven i købet en økonomisk gevinst. Ved at nedsætte energiforbruget med efterisolering er du samtidig med til at skåne miljøet.

Ved loftisolering kan du opnå at loftet bliver 3-5 grader varmere på de kolde dage og tilsvarende koldere på de varme dage.

Vinduer
Gamle og utætte vinduer holder ikke på varmen og det kan du aflæse direkte på din varmeregning. Derfor kan det ofte betale sig at forny eller udskifte dem med energirigtige vinduer. Udskiftning af vinduer kan være en stor investering, men ud over et lavere varmeforbrug vil du også opnå en bedre komfort, da du kan undgå træk og kulde.

Når du skal vælge nye vinduer til dit hus, er der en række forhold, som du skal være opmærksom på, herunder hvilke vinduestyper der passer bedst til netop dit hus, og om et eventuelt nyt materiale passer til huset.

Som tommelfingerregel siger man, at de vinduer, som sad i huset fra starten, også er de bedste rent arkitektonisk og proportionsmæssigt. Så find de gamle tegninger frem og se, hvilke vinduer der sad i huset oprindeligt. Eller opsøg en rådgiver, som kan hjælpe med det æstetiske.

Resultat
Familien sparer miljøet for et udslip på 1,6 ton CO2 årligt. Det betyder at de har fået et bedre energimærke, som gør boligen billigere at bo i og mere værd i en salgssituation.

19. december 2014

Fakta om huset

Gråsten
Murermestervilla fra 1960
Boligareal 152 m2

Murermestervilla



Huset før energirenoveringerne

Energitilskud

Med renoveringstiltagene opnår familien en årlig besparelse på 11.787 kWh. Denne besparelse har de "solgt" til SE, som til gengæld har givet dem et energitilskud på 2.947 kroner.

Læs mere om energitilskud

Nye vinduer



De nye vinduer har sammen med isolering givet en forbedret komfort

Cookiepolitik