Slut med kolde fødder

Familien Sloth fra Sønderborg var trætte af træk og kulde om fødderne. Derfor besluttede de at isolere deres krybekælder og samtidig installere gulvvarme.

I den tid, hvor renoveringsarbejdet har stået på, har familien boet i deres sommerhus på Als. "Der er ikke meget varme i et sommerhus i februar og marts måned, så vi glædede os til at komme hjem til nogle lune og behagelige gulve" fortæller Ole.
Og forbedringen var mærkbar! Gulvtemperaturen steg med 6 grader i stuen og giver en klart forbedret komfort. "Vi er rigtig glade for resultatet, og selvom det har været en lang proces med hærdning af beton, har det været det hele værd"

Energitilskud
Familien kan med forbedringerne spare 14.586 kWh pr. år, og det giver et energitilskud på ca. 3.500 kr.

Familien har foretaget følgende energiforbedringer:

  • Krybekælder isoleret
  • Fjern radiator og fået gulvvarme
  • Intelligente termostater
  • Isolering af uisolerede varmerør

Krybekælder
For at undgå træk og varmespild bør gulv i stueetager over en krybekælder altid isoleres. Isoleringen skal udføres meget omhyggeligt. Det er meget vigtigt, at dampspærren (normalt en 0,20 mm tyk plasticfolie, der rulles ud) placeres rigtigt, dvs. over isoleringen og lige under trægulvet. Dampspærren skal være lufttæt. Det betyder, at også alle samlinger ved væggen skal være tætte. Dampspærren beskytter mod træk fra krybekælderen og mod gasarten radon, der naturligt kommer op igennem jorden. Derudover sørger dampspærren for, at varm fugtig luft fra stueetagen ikke trænger ned i kælderen og kondenserer.

Isolering af rør
I nybyggede huse er rørene sædvanligvis isoleret i overensstemmelse med kravene i bygningsreglementet, men anderledes er det i ældre huse, hvor isoleringen ofte er gammel og beskadiget eller helt mangler.

Varmetabet fra ældre varmeinstallationer kan reduceres væsentligt, fx ved isolering af rør, varmtvandsbeholdere og kedler. Bemærk, at hvis de (tidligere) dårligt isolerede installationer har bidraget til reduktion af luftfugtighed, fx i kældre, kan der være behov for opsætning af (termostatstyrede) radiatorer.

I mange ældre etageejendomme er radiatorerne placeret omkring hovedskillevæggen (indeliggende). Dette medfører ringere komfort - ved dårligt isolerede ydervægge og vinduer - end med radiatorer under vinduerne eller gulvvarme.
Ved at isolere rørene kan du nedsætte din varmeregning og du undgår at rørene fryser ved hård frost.

Intelligente termostater får varmeregningen ned
En ny generation af termostater med automatisk temperaturregulering er på vej ind i de danske hjem, og de er gode for pengepungen

Intelligente termostater giver en væsentlig bedre komfort i hjemmet samtidig med, at varmeforbruget sænkes betydeligt: 23 pct. kan der skæres af varmeregningen til boligopvarmning, viser målinger med de nye elektronisk styrede termostater.

19. december 2014

FAKTA OM HUSET

Sønderborg
Patriciervilla fra 1903
Boligareal 185 m2

Stuegulv



Stuegulvet brækkes op

Isolering



Isoleringen som har sørget for, at gulvet ikke længere føles koldt i stuen

Resultat

Familien sparer miljøet for et udslip på 1,9 ton CO2 årligt. Det betyder at de har fået en bolig som er billigere at bo i samt mere værd i en salgssituation.

Cookiepolitik