En ZEROfamilie ser grønt

Det startede med en gammel kummefryser, men så tog tingene fart hos familien Wiuff i Vester Sottrup.

Hvis man spørger Ove Wiuff, om han har styr på sit energiforbrug, er svaret: ja. Og han kan fremvise tal og diagrammer for de seneste ti år - og de er faldende.

- De seneste 2-3 år har vi løbende arbejdet på at nedsætte vores energiforbrug, og deltagelse i ZEROfamilie-programmet har været en god start og hjælp til at komme i gang, siger Ove Wiuff.

Dyr gammel fryser

- I starten reducerede vi vores el-regning ved først og fremmest at holde øje med forbruget og jagte de store enkelte el-slugere med et spar-o-meter, som kan måle de enkelte apparaters strømforbrug. Det betød blandt andet, at den 25 år gamle fryser blev skiftet ud med en ny lavenergi fryser.

- Den gamle slugte så meget strøm, at jeg har regnet ud, at udskiftningen kan tjene sig hjem på bare 14 måneder, fortæller Ove Wiuff, som ikke tøver med at opfordrer andre til at gå i gang med at måle, hvor meget deres gamle hvidevarer forbruger af strøm. Ofte er de alt for dyre i drift.

Også de gamle stationære computere, som blev flittigt brugt at husets to teenage-piger, måtte vige pladsen for nye bærbare med lavt strømforbrug.


Haven blev gravet op, så varmeslangerne kunne komme i jorden.

Glad for jordvarme

Men skulle der virkelig ske ændringer i familiens energiforbrug, så kom de ikke ud om varmen.

- Da vi lavede en større renovering af huset fik vi i samme ombæring installeret jordvarmeanlæg i stedet for gas. Det betyder, at vores varme udgift er faldet med mere end 50%.

- Det dejlige ved løsningen er at vi ikke skal foretage os noget i det daglige. Der er ingen service at betale til, ingen skorstensfejer, ingen lugt af røg eller arbejde med fylde træpiller på magasinet. I de fire år anlægget har kørt, har vi intet gjort ved det – det har bare passet sig selv, fortæller Ove.

Den sidste investering, familien har foretaget, er køb af en meget energirigtig vaskemaskine med både kold- og varmvands tilslutning, således at det varme vand kan leveres af varmepumpen. Den tager godt nok længere tid om at vaske tøjet, så det skulle familien lige vænne sig til.

19. oktober 2015

Fakta

Vester Sottrup
Parcelhus fra 1965
Boligareal 161 m2 + 73 m2 kælder

Haven genetableret

Nu er parcelhushaven genetableret efter jordvarmeslangerne er blevet gravet ned

Wiuffs energispare-råd

Her er Ove Wiuff i færd med at grave ud, så kældersoklen kan isoleres med 200 mm.

- Følg dit forbrug hver uge, og skriv ned hvad du bruger. Det alene ændrer din adfærd.

- Gå efter det som kører døgnet rundt (fryser, cirkulationspumpe, it-udstyr)

- Når du skifter ud, gå efter produkter med den bedste energiklasse. Det lønner sig i længden.

- Når du går i gang med en større renovering, sæt dig ind i det tekniske og snak med folk, der har erfaringer med lignende renovering.

- Pas på med de billigste tilbud. Der er sikkert en grund til, de er billigere. Man får kun det, man betaler for.

Cookiepolitik