Fokus på bæredygtighed og unge til YouthSummit2019

Unge er nøglen til bæredygtige byer, og til sommer kommer unge fra hele Norden til Sønderborg for sammen at skabe lokal, bæredygtig udvikling.

Af ProjectZero

Sønderborg Ungdområd, Sønderborg Kommune og ProjectZero er gået sammen i et samarbejde om at give unge fra Norden en hjælpende hånd og mulighed for at være med til at skabe bæredygtig lokal forandring i deres lokalområde. Youth Summit 2019 er arrangementet, som løber af stablen i august 2019, og som skal være med til at give over 100 unge fra Norden – hvoraf 30-50 lokalt fra Sønderborg Kommune – kompetencerne og styrken til at bidrage med deres gode ideer og handlekraft i arbejdet med at omstille samfundet i en mere bæredygtig retning for at opnå de 17 Verdensmål og at bremse klimaforandringerne.

YouthSummit2019

I 2015 blev FN’s Verdensmål vedtaget af 193 lande. 17 mål, der skal være med til at vise vejen til en mere bæredygtig verden. Målene blev vedtaget ved en FN Generalforsamling, og der blev derved sat en ny universel målsætning om at inddrage alle lande i at reducere ulighed, beskytte miljøet, bremse klimaforandringerne etc.

Store mål, store ambitioner. Det kræver stor handling, og hvis Verdensmålene skal realiseres, kræver det en omfattende mobilisering af alle dele af samfundet. Vi kan ikke udelukkende nå Verdensmålene gennem nuværende lovgivning og teknologi. Vi har brug for at høre de unges stemme og få forståelse for de udfordringer, som verden står overfor set gennem de unges øjne.  Mange af løsningerne kræver, at vi tager et personligt og fælles ansvar. De mest ambitiøse er de unge!

Derfor er det også helt naturligt og nødvendigt, at vi giver de unge de bedste muligheder for at blive inddraget og kan bidrage med deres engagement, gode ideer og handlekraft, når vi skal omstille vores samfund i en mere bæredygtig retning – og det er dét, som Youth Summit 2019 skal være med til!

Inddragelse af unge er en nødvendighed

En af de udfordringer, som små/mellemstore nordiske byer stor overfor er urbaniseringen. Flere og flere flytter til de større byer, og dette gælder især unge mennesker, som rejser hjemmefra for at studere, da der ikke er de samme muligheder i det lokalområde, hvor de er opvokset, og for langt det fleste sker det, at de ikke vender tilbage. Dette er et stort problem for flere mindre nordiske byer, og det er derfor nødvendigt at se på, hvordan man fastholder unge eller gør sig så attraktiv, at de unge flytter tilbage igen, fordi de igennem deres ungdomsliv er blevet inddraget i udviklingen af deres nære samfund.

Involveringen og styrkelsen af unge skal være med til at fremtidssikre de mindre og mellemstore byer, men det skal også være med til at fremtidssikre den unge generation. Vi har et ansvar ift. at give de unge kompetencer til at klare de udfordringer, som de selv – og verden – møder gennem livet, og nogle af disse kompetencer bliver sat i fokus på Youth Summit 2019.

Ungdomskonference med Verdensmål – og de unge – i centrum

Sønderborg Kommune har flere indsatser for at inddrage unge og har igennem et nordisk projekt ’Attractive Nordic Towns’ haft ekstra fokus på, hvordan unge kan være med til at bidrage med deres viden og handlekraft i arbejdet med at gøre byer og kommuner mere bæredygtige. Mere konkret kommer der en metodologi ud af det, som skal gøre arbejdet med at inddrage unge på en god måde nemt for folk, som har lyst til dette. Som en del af projektet laver man en Ungdomskonference, hvor man inviterer unge fra 18 nordiske samarbejdsbyer til Sønderborg for at styrke dem og give dem kompetencer og gode råd til, hvordan de efterfølgende kan være med til at skabe bæredygtig, konkret forandring i deres lokalområde.

Youth Summit kommer til at strække sig fra d. 5. august til d. 8. august og vil give de unge en fantastiske mulighed for at indgå i et nordisk fællesskab og få nye venner samtidig med, at de vil samarbejde om at få kompetencerne til at udleve deres drømme, ideer og projekter, hvad end det er at starte en bæredygtig virksomhed op, eller at afholde et secondhand modeshow på ens egen skole. Der bliver fokus på innovative proces og på bæredygtigt fællesskab, og Verdensmålene bliver aktivt inddraget i løbet af de 3,5 dages program.

Programmet er dog stadig under udarbejdelse.

Den unge og den etablerede generation deltager

For at sige det som det er, så er programmerne stadig under udarbejdelse. For selvom det hedder Youth Summit 2019, er det ikke kun den unge generation, der er tænkt til at deltage. Der bliver også lavet et program til den etablerede generation, som bl.a. kommer til at rumme, hvordan man kan arbejde med Verdensmålene i sin hverdag, hvordan man kan inddrage unge i sit arbejde, og hvordan man skaber gode rammer for, at unge selv tager initiativ til at skabe positiv, bæredygtig forandring i ens lokalområde.

Der vil altså være to spor: et for den etablerede generation og et for den unge generation. De to spor vil dog krydses undervejs, så der også bliver arbejdet på tværs af generationerne.

Lokale aktører som rollemodeller

Arrangementet afholdes i Sønderborg, og det er derfor naturligt, at de gode eksempler på aktører – virksomheder og personer – som har arbejdet og været succesfuld med at skabe bæredygtig udvikling og inddrage Verdensmålene, kommer til at agere og vise sig frem som rollemodeller, når over 100 unge kommer til byen for at blive styrket og inspireret.

Hvis man har interesse i at høre mere eller kan se sig selv i projektet, må man meget gerne tage kontakt til Kasper Wilkens fra ProjectZero.

Tlf. +45 31 68 30 94

E-mail: kw@projectzero.dk

20. marts 2019

Hvem deltager?

Det håber vi, at DU gør. 

YouthSummit2019 har et hovedfokus på de unge, som vi definerer mellem 15-25 år, men det er et ca. tal. 

Der vil også være et spor for den etablerede generation, hvor virksomheder, kommunen, uddannelsesinstitutioner kan have en interesse i at være med. 

Uanset hvad har I mulighed for at gå ind på vores hjemmeside youthsummit2019.dk for at læse mere og få mere information undervejs. 

Følg med via Facebook

Sønderborg Ungdomsråd har oprettet en Facebook-begivenhed, hvor der løbende vil komme ny information ud. Gå ind på begivenheden her, tryk interesseret og følg med. 

YouthSummit2019 har sin egen hjemmeside

Hvis du gerne vil læse mere og følge med, har du mulighed for at gøre dette inde på vores hjemmeside: 

http://youthsummit2019.dk/

Cookiepolitik