Første spadestik til biogasanlæg ved Glansager

Biogasanlægget ved Glansager skal producere store mængder grøn gas. I tirsdags var der første spadestik til det første biogasanlæg i Sønderborg Kommune.

Grøn omstilling i Sønderborg-områdets gassystem sat i gang

Der var strålende solskin i tirsdags, da byggeherren Nature Energy sammen med Borgmester Erik Lauritzen sat spaden i jorden på en mark tæt på Glansager. Det er her biogasanlægget skal bygges, og byggeriet er dermed skudt i gang.

Direktør Ole Hvelplund, Nature Energy, glæder sig over, at Sønderborg Kommune viser handling og tager ansvar:

Biogas er med til at løse det moderne samfunds affaldsproblemer samtidig med, at vi får CO2-neutral energi til mange formål. Det er vigtigt, at vi i Danmark forstår, at biogas er en uadskillelig del af vores grønne fremtid og et nødvendigt supplement til vind- og solenergi.

Borgmester Erik Lauritzen glæder sig over, at byggeriet kan gå i gang:

"I Sønderborg Kommune arbejder vi løbende på at blive mere bæredygtige. En stor del af det arbejde handler om at omstille til grøn energi. Biogas er en hjørnesten i den indsats, og derfor er jeg glad for, at der nu tages første spadestik til det kommende anlæg. Det vil reducere en stor del af kommunens CO2-udledning og skabe en sund cirkulær økonomi til fordel for alle parter", sagde borgmester Erik Lauritzen ved arrangementet.

Biogas som vigtig energikilde i den grønne omstilling

Sønderborg-området har et stort potentiale for biogas, da der er store mængder biomasse tilgængeligt. Biogassen, der produceres i Sønderborg opgraderes og sendes ud i naturgasnettet. På denne måde kan det bruges ligesom almindelig naturgas. Sammentidig er opgraderet biogas en vigtig hjørnesten i det samlede energisystem. Hertil skriver energinet.dk i deres årsrapport for 2017:

"Gasnettet kan blive en hjørnesten i den grønne omstilling, fordi gassens infrastruktur kan lagre og distribuere fremtidens CO2-neutrale grønne gas. De to danske gaslagre, der er forbundet med Energinets gastransmissionsnet, kan indeholde ca. 11 milliarder kWh, svarende til ca. 35 % af det årlige danske el- eller gasforbrug. Det eksisterende gassystem kan derfor uden nye investeringer i lager eller distributionsinfrastruktur effektivt og billigt udnyttes til at balancere den meget fluktuerende elproduktion fra solceller og vindkraft med elforbruget. Gasnettet giver således en grøn forsyningssikkerhed." (energinet.dk, årsrapport 2017, s. 50)

Planer om biogasanlæg ved Kværs

Nature energy har planer om at opføre endnu et biogasanlæg i den vestlig del af kommunen. Projektet befinder sig pt. i planlægningsfasen og skal stadig vedtages politisk, efter plandokumenterne er udarbejdet. Hvis projektet bliver godkendt af byrådet, kan byggeriet begynde i slutningen af 2019.

5. marts 2019

Biogas hjemmeside

For at samle informationerne om biogasprojekterne i Sønderborg og give interesserede borgere mulighed for at følge projektet, er der oprettet en hjemmeside. Du kan se siden ved at klikke på linket:

biogassonderborg.projectzero.dk

 

Se TV-udsendelsen fra TV Syd

Om anlægget

  • BioenergiSyd er en leverandørforening af lokale landmænd
  • Nature Energy og BioenergiSyd investerer 250 mio. kroner
  • Anlægget kan behandle 370.000 tons organisk affald 
  • Produktionen bliver 17,5 mio. m³ biogas og sendes ud i gasnettet, hvor den erstatter almindelig naturgas. Det er nok til fx at opvarme 15.000 husstande 

Projektet i Kværs blev behandlet af TMU

Læs referatet fra TMU møde d. 05.03.2019 her

Cookiepolitik