De unge diskuterede klima med folketingskandidaterne

Sønderborg Statsskole dannede mandag rammen om en valgdebat, hvor STX- og HF-elever stillede spørgsmål til folketingskandidaterne om blandt andet klimaet.

Af ProjectZero

Flere hundrede STX- og HF-elever var mandag formiddag samlet i Festsalen på Sønderborg Statsskole og på scenen sad 11 folketingskandidater klar med svar på de unges spørgsmål om blandt andet klimaet. Eleverne havde stemt om hvilke emner der skulle diskuteres og i hvilken rækkefølge, og topscoren var klimaet, som var første emne på valgmødet.

 

Et af spørgsmålene handlede om, hvordan Danmark både kan finansiere og samtidig nå Parisaftalens mål om at begrænse den globale temperaturstigning til under to grader og arbejde for at begrænse temperaturstigningen til 1,5 grader, som blev indgået på COP21-mødet i Paris i december 2015.

 

Budene fra folketingskandidaterne var blandt andet, at Danmark i endnu højere grad skal investere i udvikling og forskning i grøn teknologi og skrue op for eksporten af de grønne løsninger og så i øvrigt gå foran og inspirer andre lande.

 

Flere folketingskandidater mente også at der bør indføres afgifter på eksempelvis flybilletter og en egentlig CO2-afgift for virksomheder der sviner meget, mens virksomheder der investerer i grøn produktion og teknologi, skal belønne.

 

Og så var der bred enighed om, at der skal være et endnu stærkere og mere forpligtigende samarbejde i EU, sådan at EU viser vejen for eksempelvis Kina og Indien, som har brug for viden og teknologi for at begrænse CO2-udledningen.

 

På valgmødet blev der også diskuteret grøn transport, kødfrie dage og ændring af adfærd gennem konkret handling og blandt folketingskandidaterne var der bred enighed om, at klimaudfordringerne skal løses gennem et samarbejde på tværs af alle de politiske partier, hvilket høstede det største bifald fra de tilhørende elever på Sønderborg Statsskole.

1. januar 0001

Følgende folketingskandidater deltog:

Theis Kylling Hommeltoft, Socialdemokratiet

Nils Sjøberg, Radikale Venstre

Frederik Bloch Münster, Det Konservative Folkeparti

Nanna Bonde, SF

Søren Peter Sørensen, Liberal Alliance

Gert Brennalt, Kristendemokratierne

Jan Voss Hansen, Dansk Folkeparti

Carsten Normann Munk, Stram Kurs

Mogens Dall, Venstre

Rasmus Vestergaard, Enhedslisten

Karin Rohr Genz, Alternativet

Cookiepolitik