Det hjælper ikke, at nogen bare kommer og snakker

Klima har altid fyldt meget i 18-årige Julia Groths liv. Hun er en af de unge sønderjyder, der tager teten for at redde planeten. En kamp der bl.a. har ført hende ind i Miljørådet på AGS.  

Af ProjectZero

Det startede med en dokumentar. Da Julia Groth var 7-8 år, så hun en dokumentarfilm, der gjorde så stort indtryk på hende, at hun lige siden har interesseret sig dybt for klimaspørgsmål. Hun kan ikke huske, hvad den hed, men hun husker tydeligt filmens budskab.

”Den handlede om, at klimaforandringerne ville få verden, som vi kender den, til at gå under! Det var ret så skræmmende. Jeg var jo heller ikke særlig gammel,” fortæller den nu 18-årige gymnasielev og fortsætter:  

”Den dokumentar gjorde, at jeg virkelig fik øjnene op for klimadagsordenen og hele klimaproblematikken. Og den betød, at jeg igennem hele min folkeskole valgte emner, der havde med klimaet at gøre, hvor det overhovedet var muligt. Jeg lavede bl.a. et stort projekt i 9. klasse om den istid, der ville bryde ud, hvis Golfstrømmen pludselig stoppede med at eksistere. Og jeg holdt foredrag om det både for min egen klasse og hele skolen. Min folkeskole var ikke specielt stor, men det var kæmpestort for mig at fortælle hele skolen om noget, jeg virkelig brændte for,” siger Julia Groth.

Meldte sig ind i Miljørådet på dag ét

Derfor var det også helt naturligt for den unge sønderjyde at melde sig ind i Miljørådet på Alssundgymnasiet Sønderborg allerede fra dag ét. Egentlig vidste hun slet ikke, at det eksisterede. Det fik hun først øjnene op for på en infodag, hvor blev hun gjort opmærksom på det, da en flok 2.G’ere fortalte om deres arbejde for et bedre klima.

”Jeg tænkte, ’yes’. Nu kan jeg endelig få gjort noget andet og mere end affaldssortering. Nu kan jeg få indflydelse,” siger Julia Groth og nævner et af de større klimaprojekter, hun har været med til at stå for på gymnasiet.

”Tidligere i år havde vi ’Fem fede dage’, der var en hel uge lanceret af UngEnergi på alle Danmarks gymnasier med fem forskelige klimatemaer. Vi skulle sætte fokus på, at vi kan være med til at skabe det samfund, som vi har lyst til at leve i, og være et gymnasium, der afspejler det. Det var super fedt,” siger Julia Groth og opsummerer en travl uge med en masse forskellige klimaaktiviteter.  

”Mad-mandag handlede om vigtigheden af vegetarisk kost, og hvor vigtigt det er for klodens overlevelse at spise mere bæredygtigt. Tøj-tirsdagen kredsede om klimaproblemerne ved unødvendig tøjproduktion, og vi havde bl.a. Røde Kors på besøg for at fortælle om det arbejde, de gør for at få gang i genbruget. På Off-onsdag slukkede lærerne skærmene og tog os med udenfor i biologi for at studere planter. Transport-torsdagen handlede om at cykle eller gå i skole – noget jeg selvfølgelig allerede gør i forvejen. Men det var så fedt at få ekstra fokus på det, inden det hele sluttede med Fest-fredag,” fortæller Julia Groth, der mener, at det er præcis med sådan en uge, at unge bliver meget mere bevidste om, hvor vigtig klimadagsordenen egentlig er:

”Der er nogen, der altså bare bliver nødt til at gøre noget nu. Og jeg kan jo lige så godt starte med mig selv,” fastslår Julia Groth.

Lægger ikke skjul på sin stærke holdning

De fleste af vennerne har da også for længst accepteret hendes stærke holdninger og har stor forståelse for, at klimaet virkelig er Julia Groths kæmpestore passion. Men hun oplever også, at de nogle gange prøver at styre udenom en potentiel diskussion, fordi de måske godt kan synes, at det er ubehageligt at blive gjort opmærksom på, at de f.eks. bare spiser en hel masse kød uden rigtig at tænke over det. Julia Groth er dog på ingen måde typen, der missionerer, men hun har en stærk holdning, og den lægger hun ikke skjul på, når hun får chancen.

”Jeg synes selvfølgelig, at det er rigtig træls, at alle andre ikke går helt så meget ind for klimaspørgsmålet. Jeg kæmper min kamp, fordi det er noget, jeg tror på. Og ja, hvis nogen spørger mig, så kan du lige tro, at jeg gerne vil fortælle,” siger Julia Groth, der har fået mange nye venner i Miljørådet.

”Jeg har faktisk fået gjort nogle af mine venner, så nysgerrige i klimaarbejdet, at de har valgt at være med – også i skolestrejkerne. Dem har vi rigtig mange af for tiden. De er et opråb til politikerne, hvor vi ønsker at sige til dem, at det altså er nu, de skal handle for klimaet. Der er slet ikke tid til at vente alle de mange år. Det hjælper ikke, at nogen bare kommer og snakker. Det er selvfølgelig vigtigt, at der bliver diskuteret på verdensplan, men de sådan rigtig vigtige beslutninger, hvor bliver de af?” spørger Julia Groth og nævner nedstemningen af klimaloven som et bud på, at politikerne mangler mod til at agere ansvarligt.

Kæmper selv en aktiv kamp

Selv sørger Julia Groth for hele tiden at følge med i alt, hvad der sker, og aktivt kæmpe kampen, overalt hvor hun kan. Hun er bl.a. med til at arrangere skolestrejkerne med efterfølgende klimamarch, hvor mange i fælles flok går gennem Sønderborg ned til Alsion.

”Så står vi der og fyrer kampråb af. Jeg følger Fridays for Future på landsplan, hvor der er en større gruppe, der arrangerer klimarelaterede happenings. Og ellers prøver jeg at gå til så mange klimaarrangementer som overhovedet muligt. For jeg føler, at det er på den måde, at jeg får størst indflydelse. Jeg har lige været til en stor workshop, der også var arrangeret af UngEnergi i Sønderborg, hvor vi dykkede ned i lovgivningen og snakkede om klimalove i Europa og diskuterede vores holdning til dem,” fortæller Julia Groth, der ud over en masse større tiltag også meget gerne vil understrege vigtigheden af at huske på alle de små ting i hverdagen.

”Jeg er vegetar. Jeg cykler i skole, og når jeg skal besøge mine venner, foregår det også enten på cykel eller gående. Jeg er i den grad committet til klimaet, og jeg er da også overbevist om, at jeg kommer til at leve af og med min store interesse. Lige nu er det min plan at læse biologi. Jeg vil læse botanik og forske i miljøspørgsmål,” slutter Julia Groth.

19. juni 2019

Fakta om Julia

Født i 2001

Opvokset i Sønderborg

Går i 2.G på Alssundgymnasiet Sønderborg, hvor hun er aktiv i Miljørådet

Har bl.a. været med til at arrangere skolestrejker for klimaet 

Cookiepolitik