AGS Miljørådet sætter fokus på bæredygtig livsstil i denne uge

Stemning er høj og forbruget lavt i denne uge på Alssundgymnasiet, hvor deres Miljøråd har taget initiativ til at lave en bæredygtighedsuge ud fra konceptet Fem Fede Dage.

Af Kasper Wilkens

Klimaet står højt på dagsordenen - det gælder især for unge. 

Det er en af mange grunde til, at Miljørådet ved Alssundgymnasiet i Sønderborg eksistrerer, og at de i denne uge har valgt at sætte fokus på bæredygtig livsstil igennem hele ugen. I løbet af de sidste par måneder har medlemmer af Miljørådet på AGS arbejdet med forberedelserne til denne uge, hvor de studerende, lærerne og andet personale bliver mødt med aktiviteter, boder mm., der sætter fokus på bæredygtighed i hverdagen. Det handler nemlig om at gøre det håndgribeligt og konkret og se, hvordan man på en nem måde kan ændre nogle af sine vaner - hvad enten det er forbrug eller adfærd - i en mere bæredygtig retning. 

Tyvstart på ugen 

Bæredygtighed er ikke kun noget, som de på AGS fokuserer på i uge 5, men er noget, som de ofte inddrager i deres undervisning og arbejde i Miljørådet. I ugen op til Fem Fede Dage fik de besøg af borgmester Erik Lauritzen, der var forbi gymnasiet for at hejse det grønne flag, som skolen igen i år fik erhvervet sig via deres deltagelse i undervisningsprogrammet 'Grønt Flag Grøn Skole. De havde også aftalt med deres rektor, at de om torsdagen i uge 4 fik en fællestime, hvor miljørådet kunne fortælle om Fem Fede Dage-ugen, og hvor der blev inviteret en oplægsholder ind for at fortælle om bæredygtig livsstil. 

Fem Fede Dage 

Fem Fede Dage er bygget op omkring et koncept, der tager udgangspunkt i et nyt emne for hver hverdag i ugen. 

Mandag står i madens tegn. Her bliver der sat fokus på lokal og bæredygtig mad, og hvor stor en del af dit CO2-forbrug egentlig kommer fra mad. 

Tøj-tirsdag sætter fokus på danskernes og den enkelte elevs forbrug af tøj og sager. Her bliver genbrugstøj solgt og givet væk, og det lidt kreative får lov til at spille ind i det bæredygtige. 

Onsdag er en off dag. Ikke fordi elevernes energi skal være lavt, men fordi der sættes fokus på den energi - og tid - der bruges foran og på teknologiske apparater og deres strømforbrug. Undervisning uden digitale hjælpemidler og brætspil i pauserne bliver det gennemgående denne dag. 

Torsdag er transportens dag. Her skal der quizzes omkring transport og bæredygtighed, og der opfordres til, at man tager den mest miljøvenlige transport i skole. 

Fredag er fest - eller nærmere festival. Festival er bedre end turen til syden - i hvert fald hvis man kigger på det rent CO2-mæssigt, hvis man tager flyet til Mallorca eller andre populære feriedestinationer. 

30. januar 2019

Billeder fra AGS

Som en del af tøj-tirsdag havde nogle af de studerende medbragt tøj, som de kunne sælge til andre interesserede medstuderende. Det skulle sætte fokus på genbrug af tøjforbrug, og samtidig bliver de ting, som ikke bliver solgt eller taget med hjem igen, doneret til Røde Kors. 

UngEnergi

UngEnergi er VedvarendeEnergis ungdomsafdeling. Vi er et netværk af unge, som arbejder for at samle en hel generation om at standse klimaforandringerne og arbejde sammen for en bæredygtig verden.

Læs mere om UngEnergi her: https://ve.dk/hvem-er-vi/frivilligplatform/ungenergi/

Cookiepolitik