Opdateret miljøkonsekvensvurdering for Lillebælt Syd projektet

Sønderborg Forsyning har indsendt opdateret udkast til miljøkonsekvensvurdering af projektet Lillebælt Syd Vindmøllepark til Energistyrelsen. Rapporten er opdateret på baggrund af Energistyrelsens bemærkninger som en del af den igangværende godkendelsesproces.

Af Peter Rathje – baseret på pressetekst fra Lillebælt Vind A/S

”Vi er glade for, at vi har taget endnu et skridt i processen”, siger Bjarke Eriksen, direktør for Lillebælt Vind A/S. ”Der er fortsat en række opgaver, inden vi kan stå med en godkendt forundersøgelse og etableringstilladelse, og vi vil gøre vores bedste for at egne bidrag fortsat leveres hurtigt og professionelt.”

Opdateringer som følge af nye bekendtgørelser, metoder m.v.

I rapporten er der foretaget mindre ændringer i afsnittene om luftbåren støj, landskab og visuelle forhold, marin natur, Natura 2000-konsekvensvurdering og flysikkerhed. Ændringerne omfatter enkelte steder nye undersøgelser, bl.a. på grund af ny vindmøllebekendtgørelse, mens der andre steder er tale om præcisering af resultater, afgrænsninger og metoder på allerede gennemførte undersøgelser samt uddybning af faglige begrundelser for vurderinger.

Opdateringen har ikke medført ændringer i rapportens konklusioner. Vurderingen er stadig, at for næsten alle områder og delområder er påvirkningerne små eller kan mindskes væsentligt eller helt undgås med afværgeforanstaltninger.

”Der er kun tale om mindre opdateringer af rapporten, som helt forventeligt ikke ændrer ved rapportens konklusioner”, siger Bjarke Eriksen. ”Nu går vi i gang med at konkretisere projektet yderligere, så vi er klar til næste skridt i processen.”

Next step er offentlig høring

Det er Energistyrelsens praksis, at miljøkonsekvensvurderingen kommer i offentlig høring. Tidspunktet herfor er endnu ikke fastlagt.

Den reviderede rapport med bilag er offentligt tilgængelig på https://lillebaeltsyd.dk/forundersogelsen/.

Integreret del af Sønderborgs roadmap for et CO2-neutralt Sønderborg

Den kystnære vindmøllepark Lillebælt Syd er en vigtig del af Sønderborgs handleplaner for at skabe et CO2-neutralt Sønderborg i 2029, hvor Lillebælt Syd er medregnet med 120 MW kapacitet.

Ambitionen om kystnære vindmøller blev formuleret i 2011 i samarbejde med forsyningsselskaber i Aarhus og København og præsenteret for Folketingets Energipolitiske udvalg samme år. Året efter blev Kystnære vindmøller en del af Folketingets Energiaftale 2012.

Et borger-vindmøllelaug i Sønderborg har igangsat og drevet den tidlige projektudvikling af Lillebælt Syd med støtte fra EnergiNet. Projektudviklingen blev i 2014 overdraget til Sønderborg Forsyning og er nu forankret i Lillebælt Vind A/S.

For yderligere oplysninger kontakt Susanne Linnet Aagaard, pressekontakt for Lillebælt Syd Vindmøllepark, mobil 2162 6818, e-mail info@lillebaeltsyd.dk eller søg på www.lillebaeltsyd.dk

14. august 2019

Fakta om Lillebælt Syd

Læs om Lillebælt Syd projektet på projektets egen hjemmeside: www.lillebæltsyd.dk

 

Fra engang i 2020'erne kan Lillebælt Syd Vindmøllepark producere grøn strøm til titusinder af husstande og virksomheder. Den afspejler Danmarks politiske ambitioner på klimaområdet, og den indgår i Sønderborgs vision om at blive CO2-neutral allerede i 2029.

Lillebælt Syd Vindmøllepark er et vigtigt led i den nødvendige omlægning af energiforsyningen til vedvarende energi, og den er derfor helt på linje med både den tidligere og den nuværende regerings klimapolitik for Danmark.

Samtidig er projektet et af Sønderborgs mange klimainitiativer for at realisere et CO2-neutralt Sønderborg i 2029. Forudsat at etableringen bliver godkendt, så kan parken være i drift i tyverne.

Parken vil få en kapacitet på 160MW. Det betyder, at den kan levere grøn strøm svarende til forbruget i 140.000 husstande. Samtidig vil den medvirke til at reducere CO2-udledningen med 250.000 tons – om året. Sønderborg-området skal selv anvende kapacitet svarende til 120 MW for at realisere ProjectZero-visionen.


Bjarke Eriksen, direktør i Lillebælt Vind A/S

Cookiepolitik