Danmark planter træer i Sønderborg

Lørdag den 14. september gennemfører TV2 i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening den første landsindsamling for klimaet. Med ”Danmark planter træer” sættes der fokus på træernes betydning for klimaet – og alle kan bidrage. Det koster kun 20 kr at være med til at plante et træ.

Af Peter Rathje

I den netop offentliggjorte IPCC-rapport (https://www.ipcc.ch/site/assets/uploads/2019/08/4.-SPM_Approved_Microsite_FINAL.pdf) peger verdens forskere på, at netop bæredygtigt skovbrug kan hjælpe med at reducere CO2-indholdet i luften. Træer optager, som led i fotosyntesen, CO2 i lighed med alle andre grønne planter. Kulstoffet bindes i træets løv, grene, stamme og rødder i form af cellulose og andre organiske forbindelser. Træerne har i forhold til andre grønne planter en særlig betydning for lagringen af CO2, og har derfor et positivt klima-aftryk, idet træerne kan binde kulstoffet i flere hundrede år. De fleste andre planter visner om efteråret, hvorefter plantedelene rådner, og det bundne kulstof atter frigives som CO2.

Træer binder CO2 – og er dermed en vigtig klimaløsning

Træer bruges i stigende grad i byggeriet og træflis afbrændes bl.a. i fjernvarmen. Derfor er det vigtigt, at der plantes masser af nye træer, og at træer indtænkes som en naturlig del af klimaløsningerne - på lige fod med energibesparelser, varmepumper, vindmøller, omlægning af mad- og forbrugsvaner m.v.

Forskerne peger på, at såfremt træer alene skal løse klimaudfordringerne, så skal der plantes nye træer på et areal svarende til hele USA/Canada. Derfor er det fortsat vigtigt at fastholde de øvrige ProjectZero-indsatser samt fokusere på forbrug/adfærd - parallelt med at der plantes nye træer i Sønderborg.

3 timers landsdækkende LIVE-indsamling på TV2

TV2-indsamlingen sender LIVE direkte fra trætoppen ved Gisselfeld Kloster i 3 timer den 14. september. Ambitionen er at indsamle mindst 20 mio kr, således at der kan plantes 1 mio nye træer i landets folkeskove. Indsamlingen bakkes op af alle TV2´s kanaler, nyhederne, TV2-vejret med henblik på at maksimere kampagnens effektskabelse.

Sønderborg bakker op om indsamlingen og planter træer

Sønderborg bakker op om landsindsamlingen med henblik på at sikre viden om træers betydning for klimaet, samt at der bliver plantet nye træer i Sønderborg. 

ProjectZero vil i samarbejde med lokale interessenter styrke virksomhederne deltagelse med henblik på at gøre det nemt for både ansatte og borgerne at bidrage med 20 kr eller mere til indsamlingen. De konkrete initiativer vil blive eksponeret bl.a. på ProjectZero´s Facebook site og i ZEROnyt ultimo august. Målet er at indsamle midler MINDST svarende til beplantning af ca. 13.000 nye træer, hvilket svarer til Sønderborgs forholdsmæssige andel af de målsatte 1 mio nye træer.

For mere information: Peter Rathje, peter.rathje@projectzero.dk, telefon 4040-8636

14. august 2019

TV2 sender live fra trætoppen

TV2 sender LIVE i 3 timer den 14. september direkte fra trætoppen over Gisselfeld Kloster. Showet styres af Puk Elgaard og Mikkel Kryger.

TV2 regionerne, TV2-vejret og nyhederne m.v. bakker op om indsamlingen med henblik på at indsamle midler svarende til beplantning af mindst 1 mio træer.

Danmark planter træer indsamlingen er i gang, og virksomheder kan allerede nu bidrage. Læs mere om virksomhedernes deltagelse her "Virksomheders deltagelse" og se TV2-videofilmen målrettet virksomhederne her: Tryk her  

Oksbøl skovrejsning på Nordals

Sønderborg Kommune rummer nogle af landets smukkeste naturområder med en kyststrækning på 215 kilometer og vidtstrakte skove, blandt andet skoven omkring Gråsten og Danmarks længste kystskov (Nørreskoven) på østsiden af Als. Skovarealet i Danmark udgør ca. 12%, men i Sønderborg kun ca. 8% af arealet. Derfor påbegyndte Sønderborg kommune i 2017 i samarbejde med Naturstyrelsen plantning af 120 hektar ny skov i Oksbøl. Skovrejsningen i Oksbøl vil også gavne drikkevandet, idet størstedelen af vandforsyningen til vandværkerne på Nordals dannes under Oksbøl Skov. Læs mere om skovrejsningen på Nordals her. 

Bøg er dobbelt så godt som gran til at binde CO2

Der er stor forskel på, hvor meget det enkelte træ kan binde af CO2. Mængden afhænger af træets størrelse og dets rumtæthed. Eksempelvis vil en stor rødgran med en diameter i brysthøjde på 50 cm og en højde på 26 m binde kulstof svarende til ca. 2,19 tons CO2 ækvivalenter. En tilsvarende bøg vil binde 4,30 tons CO2 ækvivalenter. De største bøgetræer kan dog blive langt større end de største rødgranner og derfor binde langt mere CO2.

Hvilke træarter er så de bedste CO2 bindere? De fleste nåletræer vokser hurtigere end løvtræerne.  Imidlertid er omdriftstiden (dvs. tiden fra plantning til hugst) for rødgran 50-70 år mens den for bøg almindeligvis er over 100 år. Således binder bøgen kulstoffet over en længere periode, og der vil i reglen være langt mere kulstof bundet i en bøgebevoksning. I Danmark er den gennemsnitlige kulstofmængde i rødgran svarende til 232,1 tons CO2/ha, mens den for bøg er 481,8 tons CO2/ha.

Træer, der fældes i skoven, bruges i byggeriet og industrien samt til produktion af energi. Når træ anvendes i en bygning eller i møbler lagres kulstof bundet i produkterne over meget lange tidsrum og erstatter materialer som stål og beton, der er meget energikrævende at fremstille. Når træ afbrændes, erstatter den producerede energi en tilsvarende mængde energi fra afbrænding af olie, naturgas eller kul, der ville lede til en udledning af CO2. Hvis træerne i skovene ikke fældes, vil de efterhånden dø en naturlig død og den samlede CO2 lagring på et tidspunkt modsvares af den samlede udledning fra nedbrydningen af det døde træ.

Læs mere om træer og CO2 på Københavns Universitets Videntjenesten. 

Cookiepolitik