Ny formand for bestyrelsen

Hans Lehmann blev fredag valgt som ny formand for bestyrelsen i Project Zero A/S. Hans Lehmann glæder sig til at kunne fortsætte sit arbejde med bæredygtig læring og klimadannelse.

Af ProjectZero

På selskabets ordinære generalforsamling fredag, blev Hans Lehmann, Vicedirektør på EUC Syd, valgt til ny formand for Project Zero A/S.

"ProjectZero er for mig en game changer, og det er en spændende udfordring at få vist den tillid med formandsposten. Der er mange store indsatser i Roadmap2025, som skal bringe Sønderborg-området frem mod nullet i 2029, og jeg glæder mig til arbejdet sammen de mange aktive medspillere”, udtaler Hans Lehmann i forbindelse med formandsskiftet i Project Zero A/S.

Hans Lehmann har været medlem af bestyrelsen gennem mere end 5 år, og han har været særdeles aktiv i udviklingen af bl.a. Roadmap2025, EU Happi-boligforeningsprojektet, ZERObolig og EU ZERObyg projektet, som over en årrække fokuserede på udvikling af de energirelaterede håndværkerkompetencer.

Hans Lehmann har ligeledes været med til at etablere klimalærings-samarbejder i Haiyan/Kina, energiuddannelse af franske håndværkere, Sønderborgs House of Science partnerskab og var ligeledes initiativtager til Sønderborgs deltagelse i UNESCO Sustainable Learning City. Hans Lehmann afløser som formand Lars B. Riemann, tidligere direktør for Sønderborg Forsyning.

Peter Rathje takkede på generalforsamlingen den afgående formand, Lars B. Riemann, for hans store arbejde siden 2014 med at omsætte ProjectZero-visionen til handlinger. Et arbejde, som ikke kun har omfattet mangfoldige energi- og klimaindsatser i Sønderborg Forsyning, men også initiativet til det store EU SmartEnCity projekt samt lederskabet omkring biogas og vindmølleprojektet Lillebælt Syd. 

3. april 2019

Fakta

Project Zero A/S er et 100% ejet datterselskab af Project Zero-fonden. De øvrige medlemmer af Project Zero A/S bestyrelsen er Aase Nyegaard (næstformand), Allan Hermanni, Jan Mortensen, Morten Vestergård.

I Project Zero-Fonden består formandskabet af Lars Tveen, direktør i Danfoss A/S (formand), Erik Lauritzen (næstformand), Tage Petersen, Henrik Bindslev, Allan Hermanni og Torben Poulsen.

Project Zero-Fonden sætter sammen med Sønderborg byråd den strategiske ramme for Sønderborgs omstilling til CO2-neutralitet i 2029, hvorimod Project Zero A/S fokuserer på udarbejde og eksekvering af de specifikke handleplaner.

Læs ProjectZero´s årsberetning for 2018 her.

Cookiepolitik