’Der venter os en uhyggelig fremtid, hvis vi ikke gør noget’

Caroline Sophie Jessen er en af de unge sønderborgere, der har taget teten for at redde planeten. ProjectZero fangede hende, lige inden afgangen til USA og fire års studier med bl.a. Natural Sciences på Minerva Schools at KGI, for at få en snak om, hvordan hun som ung, klimainteresseret oplever arbejdet for en mere bæredygtig fremtid, behovet for nye løsninger og ændringer af behov.

Af Mikkel Bording/ProjectZero

Missionen var klar, da Caroline Sophie Jessen i slutningen af august forlod de trygge rammer i Nordborg for at rejse til USA og et internationalt studienomadeliv på Minerva Schools at KGI – klimaproblemerne skal i fremtiden endnu tydeligere på dagsordenen. Og står det til den 21-årige Nordborg-pige, så kan det ikke gå stærkt nok med at komme i gang.

”Vi oplever i øjeblikket alle sammen, hvor alvorlige klimaforandringerne er. Både for os mennesker men også for jorden selv. Og det får enorme konsekvenser, hvis vi bare fortsætter med at lade som ingenting. Nogle steder vil ende med at være direkte ubeboelige, antallet af klimaflygtninge vil stige markant, der bliver mangel på vand. Ja, vores levevilkår vil virkelig blive sat på prøve – for ikke at snakke om tab af unik natur,” siger Caroline Sophie Jessen, der netop er blevet optaget på det nytænkende Minerva-universitet, hvor hun har planer om at tage en bachelor i Natural Sciences med fokus på området Earth’s systems.

Klima på skoleskemaet

Og ifølge den kommende klimastuderende er det lige præcis uddannelse – og gerne meget mere af den – der er vejen frem, hvis vi for alvor skal få bugt med klimaproblemerne.

”Vi skal forstå, hvad der sker. Jeg er sikker på, at hvis vi nu kendte lidt mere til mekanismerne bag klimaforandringerne, så ville vi alle sammen kunne indse, hvor vigtigt det er at handle. Det kræver meget mere undervisning i klima. Måske kunne det være en ide at oprette klimaforståelse som et obligatorisk fag i folkeskolen på linje med historie eller natur og teknik,” siger Caroline Sophie Jessen og påpeger, at det også var i folkeskolen, at hendes interesse for klima og miljø for alvor blev vakt.

”I 9. klasse havde vi en engelsklærer, en rigtig ildsjæl, der virkelig formåede at smitte mig med sin entusiasme,” siger Caroline Sophie Jessen og fremhæver samtidig Al Gores film An Inconvenient Truth som en afgørende milepæl for, at hendes interesse for klimaspørgsmål tog endnu mere fart.

”Den gav i den grad stof til eftertanke,” fortæller Caroline Sophie Jessen og forklarer, at hun herefter lige så stille kom længere ind i problematikken omkring klimaudfordringerne – især via den baggrundsviden og de faglige indsigter som hun hentede i tiden som udvekslingsstudent på Kenmore West Senior High School i Buffalo, hvor hun i 2013-2014 i faget Environmental Science gennem daglig læring med en lang række praktiske eksempler fik arbejdet både bredt og dybt med klima og miljø.

En karriere inden for klima

”Jeg har det sådan med det, at jo mere jeg ved om klimaudfordringerne, jo mere bekymret bliver jeg – og jo mere går jeg op i det,” siger Caroline Sophie Jessen, der da også er overbevist om, at hendes fremtidige karriere ligger inden for klima og miljø. Og det må gerne være et sted, hvor det rykker noget.  

”Jeg håber, at jeg med min uddannelse kan nå til et sted i livet, hvor jeg virkelig kan gøre en forskel og være med til at tage nogle beslutninger, der kan have afgørende betydning for andre mennesker. Det kunne måske være i EU eller FN. Jeg kan også sagtens se mig selv arbejde med undervisning eller vejledning – eller måske være den der skriver de rapporter, der skubber os i den rigtige retning,” siger Caroline Sophie Jessen og kommer med en anmodning:

”Det er stadig den ældre generation, der sidder ved magten. Og mit bedste råd lige nu vil være at skynde sig at få taget nogle rigtige beslutninger, som fremtiden vil se som det rigtige valg. Det skal jo helst ikke være sådan, at fremtidige generationer kigger tilbage på os, som dem der kunne gøre noget, men bare lod være med at gøre noget – ved forsuringen af havet, ved at korallerne dør, ved den stigende forurening i storbyer i f.eks. Kina, hvor jeg var her i foråret og meget hurtigt opdagede, at det der med at gå med maske var en virkelig god ide. Og det er kun et lillebitte udsnit af områder, der kræver en øjeblikkeligt indsats,” lyder det fra Caroline Sophie Jessen, der samtidig understreger, at klimaindsatsen på ingen måde kun er en opgave for magthaverne.

”Vi har alle sammen mulighed for at deltage aktivt for at skabe et bedre klima. Jeg gør mig for tiden rigtig mange tanker om de små valg i hverdagen – jeg slukker lyset, når jeg ikke bruger det, udgår at tage lange bade, spiser mindre kød og smider ikke bare mad ud. Jeg tænker mere minimalistisk og køber også kun nyt tøj, hvis jeg har brug for nyt tøj. Det er den tankegang, vi skal ind i. Tænk på, hvor mange ting du jo faktisk ikke har brug for, men som alligevel bare ryger i kurven – ta’ bare en hurtig tur ned gennem spotafdelingen i Netto med ugens tilbud. Meget af det er jo bare unødigt fyld i livet. Og det er jo bare at lade være. Hvis vi alle sammen skruer lidt ned, kan vi i hvert fald komme et godt stykke,” slutter Caroline Sophie Jessen.

26. september 2018

Fakta om Caroline Sophie Jessen

Født i 1997 i Nordborg

Opvokset på Færgevej i Nordborg og har også en kort årrække boet i Holm

Gået på Oksbøl Friskole fra 0.-8. klasse

Tog 9. klasse på Sønderborg International School

Udvekslingsstudent på Kenmore West Senior High School i Buffalo, New York

Startede i august 2014 i 1.g på Alssundgymnasiet Sønderborg (AGS)

Blev student i 2017 fra AGS med bioteknologi som studieretning

Fakta om Carolines studie

Minerva Schools at KGI er et amerikansk universitet, der blev oprettet som et partnerskab mellem The Minerva Project og Keck Graduate institute (KGI) i 2012.

Et studieforløb med Earth’s systems tager fire år med det første år i San Francisco. Herefter foregår hvert semester i en ny by rundt i verden, hvor de studerende skal bo og gå i skole i Seoul i Korea, Hyderabad i Indien, Berlin, Buenos Aires i Argentina, London og i Taipei i Taiwan.

Pensummet indebærer undersøgelse af samspillet mellem jordens systemer, og hvordan jordens biomateriale – herunder mennesker – er forbundet med de fysiske, kemiske og geologiske aspekter af miljøet.

Cookiepolitik