Konsensus og trykprøvning af nullet i 2029

35 lokale og nationale eksperter diskuterede i uge 41 Sønderborgs videre rejse mod nullet i 2029. De udarbejdede projektforslag, som udgør kernen i Roadmap2025, blev både diskuteret og trykprøvet med henblik på at skabe en robust køreplan frem mod 2025.

Af Peter Rathje

ProjectZero afholdt medio oktober Roadmap2025 midtvejs workshop. Formålet var at koordinere og trykprøve de mange projektforslag, som samlet skal føre til 75% CO2-reduktion i 2025 og 100% reduktion i 2029. Trykprøvningen viste, at nullet i 2029 er muligt – men forudsætter politisk lederskab samt aktiv borger- og virksomhedsdeltagelse.

Robust og markedsdrevet strategi og handleplan

Midtvejsworkshoppen blev afholdt som et heldags arbejdsmøde for de ca. 35 inviterede ekspert-deltagere. Deltagerne er alle en del af den Roadmap2025-proces, som i efteråret 2018 udvikler en robust markedsdrevet strategi og handleplan for realisering af 75% CO2 reduktion i 2025.

Der var således deltagelse fra byrådet, kommunens direktion og administration, fra landbruget og områdets pengeinstitutter, fra forsyningsselskaberne og boligforeningerne, fra virksomheder, Vækstrådet og uddannelsessektoren. Ligeledes deltog en række eksterne konsulenter, som er tilknyttet Roadmap2025-processen, med henblik på at kvalitetssikre både indhold, proces og workshoppens diskussioner. 

Et omfattende arbejdsprogram

Dagens program omfattede bl.a.

  • En velkomst og status på hvorledes de udarbejdede projektforslag bidrager til at gøre Sønderborg CO2-neutral i 2029
  • En indføring i omstillingen af det danske energisystem og de relaterede udfordringer
  • En diskussion af synergier mellem projektforslagene på tværs af sektorer
  • Drømme om fremtidens bæredygtige Sønderborg-område – udlevet af bl.a. Sønderborgs borgmester og Kasper (et ungt menneske)
  • Trykprøvning af projektforslag i relation til de tidligere udarbejdede scenarier – vil forslagene kunne overleve under ændrede politiske rammevilkår
  • Diskussion af implementering gennem inddragelse af lokale netværk – hvordan kan netværk sætte turbo på implementeringen?
  • Diskussion af hvorledes der skabes en fuld skala deltagelse på alle programmer og projektforslag

Dagens diskussioner forgik både i plenum, i mindre grupper og udenfor i den smukke alsiske-natur.

Next stop er godkendelse

Det modtagne feedback opdaterer strategi og handleplanen frem mod 2025, den såkaldte Roadmap2025. Planen forventes i december godkendt af både ProjectZero´s bestyrelser og byrådet, hvorefter den samlede Roadmap2025 er klar til implementering i 2019.

Med en fuld implementeret Roadmap2025 forventes Sønderborg-områdets CO2-udledning i 2025 reduceret med 75% siden ProjectZero startede i 2007. Målet er at blive CO2-neutral i 2029.

24. oktober 2018

ProjectZero er fyrtårn for Sønderborg og for Europæiske byer

Sønderborgs ProjectZero er at af kommunens tre fyrtårne. Læs mere om kommunens Vision og Planstrategi her

Byrådet igangsatte i april 2018 Roadmap2025-processen som skal skabe en strategi og handleplan for realisering af 75% CO2-reduktion i 2025.

EU Kommissionen har netop tildelt Sønderborg ”Covenant Cities in the Spotlight” prisen for bedste EU rollemodel i bystørrelsen 10 – 250.000 indbyggere. Læs mere her

Målsætninger og handleplaner driver vejen mod nullet i 2029

Siden 2009 er der udarbejdet en ProjectZero masterplan 2029 samt handleplaner (Roadmaps) med delmål og handlinger for vejen mod nullet.

Fire delmål styrer vejen mod nullet i 2029

  • I 2015 skal CO2-udledningen være reduceret med 25% i forhold til 2007 (Roadmap2015)
  • I 2020 skal CO2-udledningen være reduceret med 50% (Roadmap2020)
  • I 2025 skal CO2-udledningen være reduceret med 75% (Roadmap2025)
  • I 2029 skal CO2-udledningen være reduceret med 100% (Roadmap2029)

Visionen realiseres gennem energieffektivisering og omlægning af energiforsyningen til Sønderborg-områdets egne energikilder. Det forudsætter, at alle er med dvs. borgere, virksomheder, butikker, landbrug, skoler, institutioner, uddannelsessteder, kommunen samt forsyningsselskaberne.

Læs hvad en af deltagerne, Stener Glamann, efterfølgende skrev på sin blog

Sønderborg bedre end regeringen

Forleden præsenterede regeringen sin klimaplan, som folk med forstand på de sager hurtigt fik pillet fra hinanden. Det viste sig, at 80 pct. af klimaeffekten var skrivebordsmanøvrer uden konkret handling ude i samfundet.

I maskinrummet hos ProjectZero
Dagen efter var jeg så heldig at komme inden for i maskinrummet hos ProjectZero i Sønderborg. 35 kløgtige folk var samlet for at gøre status på planen for at reducere CO2 udledningen i Sønderborg Kommune. Målet er nul udledning i 2029, og mødet i onsdags gjaldt delmålet for år 2025, som er en 75 procents reduktion i forhold til år 2007.

8 arbejdsgrupper - 56 forslag
De går systematisk til værks i Sønderborg. ProjectZero har defineret 8 overordnede temaer og nedsat en arbejdsgruppe for hver af dem. Grupperne har i fire måneder arbejdet med konkrete forslag til at nedbringe CO2 udledningen, og firmaet PlanEnergi har regnet på effekten af hver eneste aktivitet.  (...) 

Læs resten af blogindlægget her. 

Cookiepolitik