Grøn Fjernvarme

Torsdag den 27. september blev der afholdt ekstraordinær generalforsamling i Gråsten og Sønderborg Fjernvarme.

Resultatet af generalforsamlingerne den 27. september blev, at når de sidste detaljer er på plads, vil de to selskaber blive lagt sammen til ét selskab.

”Vi er glade for den opbakning, vi har fået fra andelshaverne hele vejen igennem dette forløb, som har kørt gennem længere tid. Vi er glade for fremmødet på generalforsamlingerne og debatten om sammenlægningen, som vi nu vil arbejde på at få til at ske hurtigst muligt.” siger Claus Plum, der er formand for Sønderborg Fjernvarme, og som også vil blive formand for det sammenlagte selskab.

Sammenlægningen af Fjernvarmeselskaberne sker for at sikre forbrugerne den bedst mulige varme til forbrugerne i fremtiden. Begge fjernvarmeselskaber har gennem tiden bakket op om den grønne omstilling og arbejder forsat for at fjerne CO2-udledningen fra fjernvarmen.

”Det er vigtigt, at bestyrelserne sikrer forbrugerne den bedst mulige økonomi, og vi er overbeviste om, at sammenlægningen vil give de bedste muligheder for netop det.” lyder det videre fra Claus Plum og Morten Sommer, der er formand for Gråsten Fjernvarme.

Nu handler det om at få flere til at slutte sig til den grønne fjernvarme ved at gøre det attraktivt for flere at konvertere til fjernvarmen.

”Som fjernvarmeselskab bakker vi fuldt op om Sønderborgs ProjectZero-vision, og nu ser vi frem til opgaven med at få endnu flere til at vælge den grønne fjernvarme", Siger Claus Plum, formand for Sønderborg Fjernvarme.

Den grønne fjernvarme består i dag af flere forskellige varmekilder, så som geotermi, solvarme, bioforgasning samt biomasse. Områdets fjernvarmeselskaber har dermed en stor erfaring med fossilfrie varmekilder. Ved at sammenlægge Gråsten og Sønderborg Fjernvarme blive de kompetencer nu samlet og dermed står et fælles selskab bedre rustet til at levere grøn varme til området.

10. oktober 2018

Fakta om sammenlægningen

Sammenlægningen af Gråsten og Sønderborg Fjernvarme bliver regnskabsmæssigt med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 2018.

Det fælles selskab kommer til at hedde Sønderborg Varme A/S

Claus Plum blive formand for bestyrelsen i det nye fjernvarmeselskab, hvor Erik Wolf blive direktør, da direktøren for Gråsten Fjernvarme, Peter Mikael Kjer Stærdahl, har valgt at søge nye udfordringer.

Her kan du læse om motivationen for sammelægningen: Baggrund

Cookiepolitik