Hvordan bliver fremtidens klima?

Bortvaskede veje, nedblæste tage og oversvømmelse af broer. Klimaforandringer kan koste det danske samfund dyrt. Især hvis vi ikke er forberedt. Derfor offentliggør DMI nu en række klimascenarier, som skal hjælpe kommunerne i deres arbejde med at forberede Danmark på de forestående klimaforandringer.

Dette er en pressemeddelelse fra Energi-, Forsynings-, og Klimaministeriet.

Kommunerne bliver nu guidet, når de skal anlægge fremtidens infrastruktur, så den kan modstå fremtidens klima. Sammen med Miljøstyrelsen vil DMI vejlede i, hvilken klimafremtid Danmark skal forberede sig på.

Udfordringen for kommunerne er, at der er flere forskellige bud på, hvordan klimaet kommer til at se ud i fremtiden - såkaldte scenarier. Hvilket skal man vælge? Vælger kommunen forkert, kan det koste dyrt i fejlinvesteringer.

Guide til fremtidens klima i Danmark

DMI guider til, hvilket klimascenarie der bør bruges ved løsningen af forskellige opgaver. Rådgivningen betyder bedst mulig klimasikring for pengene, og at kommunerne træffer beslutninger på det rigtige grundlag.

”Klimaforandringer er lig med flere ekstreme, dyre og ofte farlige vejrsituationer i Danmark. Kommunerne har brug for den bedste vejledning for at kunne klimasikre infrastrukturen. Og her er det helt essentielt, at vi med det nye initiativ samarbejder på tværs af ministerier i vores rådgivning”, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V).

Hvordan fremtidens klima udvikler sig afhænger i høj grad af, hvor store mængder drivhusgasser, der udledes. Frem mod midten af århundredet følges de forskellige udledningsscenarier nogenlunde ad, og temperaturændringen er relativt ens. Men mod slutningen af perioden bliver der stor forskel på temperaturstigningen og dermed klimaeffekterne. Når der skal bygges ny infrastruktur, er der en række forskellige klimascenarier, man skal orientere sig mod. I hvert enkelt tilfælde må det vurderes, hvilket scenarie der bør anvendes.

Når det kommer til infrastruktur med lang levetid som f.eks. kloakker, broer eller sokler på bygninger, kan det være bedst at gå med livrem og seler og tilpasse konstruktionerne til det klimascenarie med de højeste udledninger og dermed de største klimaforandringer. I andre tilfælde kan det være tilstrækkeligt at anvende klimascenarier med lavere udledning og evt. designe byggerierne, så de let kan forstærkes senere. Det kan f.eks. være et dige, der konstrueres, så det på sigt kan forhøjes.

”Med udsigt til mere ekstremt vejr i fremtiden har kommunerne en vigtig opgave med den lokale planlægning af blandt andet bygninger og infrastruktur. Der skal planlægges og klimasikres på det rigtige grundlag, og det er helt nødvendigt at tænke på tværs af kommunegrænser. Her er den nye vejledning et vigtigt grundlag for en klog og effektiv dialog og klimatilpasning,” siger Jakob Ellemann-Jensen, miljø- og fødevareminister (V).

Vejledningen bliver gjort tilgængelig for kommunerne fra 30. november 2018 og kan findes her eller på www.klimatilpasning.dk

Også Klimaatlas på vej

DMI er allerede i gang med at tage det næste skridt for at hjælpe med at klimasikre Danmark. Det kommer til at ske med et Klimaatlas, der indeholder information om, hvordan klimaforandringerne påvirker nedbør, stormflod og andre vigtige klimaparametre helt ned på kommunalt niveau. Klimaatlasset er derfor endnu et stærkt værktøj til kommunernes arbejde med at klimasikre det danske samfund. Læs mere om DMI’s klimaatlas her.

7. november 2018

Kontakt

Pressekontakt:

Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet: Lasse Bendtsen, tlf: 4172 3884, lasab@efkm.dk

Miljø- og Fødevareministeriet: Jakob Møller Volf, tlf: 9133 4794, jamvo@mfvm.dk

Cookiepolitik