FN: De unge skal være verdens klimaambassadører

FN styrker de unges deltagelse i arbejdet for en bedre planet. En af Sønderborgs klima-ambassadører, Yash, deltog på netop afholdt FN ungdomsklimakonference i New York.

Af Kasper Wilkens

Hvert halve år afholder FN det såkaldte ’UN Youth Assembly’ (FN Ungdomsforsamling), hvor udvalgte unge fra mere end 100 lande mødes for at diskutere, debattere og udveksle viden med hinanden, om hvordan FNs 17 Verdensmål realiseres, og hvordan der skabes en bæredygtig udvikling.

I den netop afholdte klimakonference deltog også ProjectZeros unge ambassadør, Yashvardhan Gusani, i daglig tale Yash. Yash deltog i sommeren 2009 i Bright Green Youth-konferencen i Sønderborg og var i efteråret også (ungdoms)gæstetaler på klimakonferencen på Alsion.

Yash følger Sønderborgs omstilling tæt og ønsker at give os et indblik i, hvordan det var at være en del af dette event, hvad de deltagende unge fik ud af konferencen, og hvilket budskab FN havde til den unge generation – og resten af befolkningen.

Unge som højeste prioritet

FN har gjort det klart, at FN´s højeste prioritet er at styrke den unge generation i arbejdet for at gøre vores klode et bedre sted at være – både nu og i fremtiden. Det var det budskab, som Yash fik, da han besøgte FNs hovedkvarter i New York for at deltage i en konference for unge, og det var det budskab, som FN ville have ud. FN har en stærk tro på, at det mindset, den kreativitet og det engagement, som den unge generation besidder i dag, kan være med til at løse nogle af de mest udfordrende problemer, som vi står overfor såsom fattigdom, uddannelse for alle og klimaforandringerne.

Den unge generation spiller en væsentlig rolle i at sikre, at vores klode er et godt sted at være for alle mennesker – både de nuværende generationer og de kommende. På trods af forskellige ekspertiseområder og faglige interesser havde hver taler fokus på det faktum, at den største uudnyttede ressource i kampen mod bl.a. klimaforandringer, fattigdom og vejen mod de 17 Verdensmål netop er de unge. Det blev understreget, at det ikke lader sig gøre at opnå ambitionerne, hvis ikke man involverer den unge generation og lader dem tage førersædet.

Læs beretningen fra Yash her på henholdsvis dansk eller engelsk.

Sønderborg er godt i gang med at involvere unge i klima-indsatsen

I Sønderborg spiller involvering af børn og unge allerede en stor rolle. Sønderborg´s House of Science skaber en bæredygtig tænkning fra vuggestue til PhD, og Sønderborgs UNESCO Sustainable Learning City styrker indsatsen yderligere, både på skoleområdet og i forhold til områdets virksomheder og familier. Derudover har ProjectZero øget deres indsats for at få de unge til at føle sig som en aktiv del af visionen om et CO2-neutralt vækstområde i Sønderborg.

At dette er så højt listet på FNs dagsorden bekræfter Sønderborgs indsats for at gøre de unge i området til unge klimaambassadører, og med en ung ambassadør som Yash, der er med til at udbrede kendskabet til Sønderborg samt tilføre Sønderborg ny viden og klimaerfaringer fra bl.a. USA og Indien, kommer den indsats ikke til at blive nedprioriteret í lang tid.  

7. marts 2018

UN Youth Assembly

Læs mere om eventet, hvor du selv som ung kan søge om deltagelse til: https://www.youthassembly.nyc/

Temaet for dette års vinterkonference

Temaet for denne konference var ’Innovation og Samarbejde for en Bæredygtig Verden’, og til konferencen var der forskellige oplæg fra foredragsholdere fra hver deres ekspertiseområde, og som sikrede, at de unge fik flere perspektiver at høre. Der blev også afholdt forskellige workshops og træningssessioner med aktivister og civilsamfundsorganisationer, hvor de deltagende fik iværksætterviden og blev guidet til at forfølge deres egen vej mod bæredygtighed. 

De 17 Verdensmål

Cookiepolitik