EU: Bygningers energiforbrug skal ned - now!

"Act Now!" var opfordringen fra COP21 klimakonferencen i Paris. Men også navnet på et nyt EU-projekt, som skal hjælpe Østersø-regionens byer med at energieffektivisere deres bygninger – bl.a. baseret på erfaringerne fra Sønderborg.

Af ProjectZero

Act Now projektets 18 partnere deltog ultimo februar 2018 i opstartmøde i den tyske by Bremerhaven, som også er leadpartner i projektet.

I det nye “Act Now!” EU-projekt samarbejder 9 byer i Østersø-regionen om at sænke byernes energiforbrug i både offentlige og private bygninger. Projektet sætter særlig fokus på, hvordan man identificerer, involverer og uddanner de lokale nøgle-aktører i udfordringen. Med henblik på at skabe handlinger!

ProjectZero´s Peter Rathje glæder sig over projektet: ”Act Now – det at skabe klimahandlinger er helt i Sønderborgs ånd. Vi har allerede masser af erfaringer på bygningsområdet, som vi stiller til rådighed for de deltagende partnere. Modsat forventer vi, at projektet kan sætte ekstra turbo på vores egne indsatser – og måske også åbne nye forretningsdøre for Sønderborgs rådgivnings- og produktionsvirksomheder, som har de grønne løsninger, som byerne behøver i deres omstilling."

Ultimo februar 2018 mødtes projektets 18 partnere i Bremerhaven for at igangsætte projektet, som løber frem til ultimo 2020. EU Interreg VB-Baltic-programmet støtter projektet økonomisk.

Bygninger tegner sig for ca. 40% af en kommunes energiforbrug, og forbruget skal reduceret med 60-80%, afhængigt af om man bor i byområder med fjernvarme eller på landet, hvor varmepumper er løsningen. Energi-effektive bygninger handler om både bygningerne, deres installationer, apparater og de mennesker, som bor i bygningerne.

7. marts 2018

"Act Now!" tandem-partnerskaber rundt om Østersø-regionen

De deltagende kommuner repræsenterer 9 lande rundt i Østersø-regionen. Kommunerne er ud over Sønderborg: Elva (Estland), Gulbene (Letland), Silute (Litauen), Gdynia (Polen), Bremerhaven (Tyskland), Karlskrona (Sverige), Sievi (Finland), Kaliningrad (Rusland). Kommunerne har vidt forskellig størrelse, men har alle klimaambitioner på bygningsområdet.

Lokalt er kommunerne koblet med en videnspartner eller et universitet i et såkaldt ”tandem-partnerskab”, hvor videnspartneren supporterer kommunen med viden og metoder. Igennem den treårige projektperiode vil projektets 18 partnere arbejde med både lokale og internationale workshops og arrangementer. Der planlægges bl.a. møde i Sønderborg i efteråret 2019.

Projektet styres overordnet af byen Bremerhaven (leadpartner), som også i 2016-2017 har været den drivende kraft i at skrive Interreg VB-Baltic ansøgningen og samle det store partnerskab. EU medfinansierer størstedelen af projektets samlede budget på 25 mio dkk.  

Cookiepolitik