Tour de Flens 2018

I år afholdes det 7. CO2-neutrale elbilløb Tour de Flens, hvor du har mulighed for at være med.

Af Pernille Petersen

Lørdag den 5. maj starter omkring 50 elbiler i Sønderborg til en afslappet tur rundt om Flensborg Fjord, hvor erfarne elbilister glæder sig til at tage imod alle interesserede, som har lyst til at spørge ind til elektromobilitet eller køre med. Turen byder på et meget spændende program med forskellige stops på begge sider af grænsen, fx ved solvarmeanlægget i Vollerup.

Ved Sønderborg Slot vil turdeltagerne blive budt velkommen af Aase Nyegaard, Peter Rathje og den Slesvig-holstenske miljøminister Robert Habeck, som en del af det store transportevent på havnen.

Ved Sønderborg slot vil der være mulighed for at prøvekøre nogle af elbilerne fra løbet, inden turen går forbi transporteventet ved Chr. X’ bro og videre til Danfoss Silicon Power i Flensborg, som blandt andet producerer komponenter til elbiler.

Ifølge Werner Kiwitt fra artefact startede den miljøvenlige ralley for 7 år siden med 12 biler, som kørte en fælles tur rundt om fjorden. Sidste år var deltagertallet vokset til mere end 50 elbiler og elcykler. Han understreger, at turen takket være trofaste sponsorer som Danfoss, Stadtwerke Flensburg og Elektro Obernauer igen i år kan tilbyde turen kvit og frit for de efterhånden mange elbil-entusiaster på begge sider af grænsen.

Vil du gerne deltage i Tour de Flens 2018, så kan du tilmelde dig løbet her.

5. maj 2018 kl. 8:00 - 19:00

Pris: Gratis

For yderligere information

Werner Kiwitt

Mail: info@artefact.de

Tlf.: 0049463161160

www.artefact.de

Cookiepolitik