Er Sønderborgs ProjectZero blandt Danmarks bedste klimaprojekter?

Sønderborg Kommunes flagskibsprojekt ”ProjectZero” er blandt de indstillede til en plads i Realdanias kommende publikation Klima100, som hylder Danmarks 100 bedste klimaprojekter.

Baseret på Realdania pressemeddelelse

Af ProjectZero

Sønderborgs flagskibsprojekt ”ProjectZero” er blandt de indstillede til en plads i Realdanias kommende publikation Klima100, som hylder Danmarks 100 bedste klimaprojekter. I alt 34 syddanske klimaprojekter er indstillet.

I 2007 blev ProjectZero stiftet som offentligt privat partnerskab af Sønderborg byråd, Bitten & Mads Clausens Fond, Syd Energi, Nordea-Fonden og DONG Energy med henblik på at udvikle en world-class showcase for omstillingen til et CO₂-neutralt område inden udgangen af 2029.

Sidste år kunne projektet fejre 10 års jubilæum.

Gennem fokuserede energieffektiviserings-indsatser og i samarbejde med områdets borgere, butikker, virksomheder, skoler, sportsfaciliteter, kommunen m.v. er tusinder af borgere nu aktive daglige deltagere i Sønderborgs omstilling. Samarbejdet har skabt hundredvis af grønne arbejdspladser, områdets energiforbrug er reduceret med 17,5% og den samlede CO2-udledning med 35 procent. Senest har EU besluttet at bakke økonomisk op om “HAPPI” projektet, som i samarbejde med Sønderborg-områdets boligforeninger skal energirenovere og -effektivisere 3.300 lejemål over tre år.

Spot på Danmarks bedste kommunale klimaløsninger

Sønderborg Kommune har indstillet ProjectZero og indstillingen viser og bekræfter, at kampen mod klimaforandringerne ligger højt på den kommunale dagsorden. Projektet er nu med i feltet til at komme med i den Klima100-publikation, som Realdania – i samarbejde med Sustainia – vil præsentere med de 100 bedste klimaprojekter fra danske kommuner.

Klima100-publikationen bliver præsenteret den 24. maj under Nordic Clean Energy Week i BLOX i København. Ud over at hylde de kommuner, der går forrest i klimakampen, skal Klima100-kampagnen også synliggøre de mange grønne ideer og løsninger, som allerede er realiseret rundt omkring i de danske kommuner – og inspirere til endnu flere.

34 syddanske projekter er indstillet

I alt 34 projekter fra Region Syddanmark er med i opløbet om at blive hyldet som nogle af Danmarks bedste kommunale klimaprojekter. Særligt Middelfart Kommune har markeret sig med ni indstillede projekter. Fire af disse drejer sig om klimatilpasning, som for eksempel i projektet KlimaHaven, hvor en ny frodig have på Ældrecenter Skovgade både agerer regnvandsafleder og samlingssted for centrets beboere. Kolding og Vejle kommuner har hver indstillet fire projekter, mens Fredericia og Svendborg har indstillet tre (se den fulde liste af projekter nedenfor).

Realdanias filantropidirektør Anne Skovbro siger om Klima100:

”Danske kommuner bidrager afgørende til den grønne omstilling, når de udvikler løsninger sammen med forskere, rådgivere og virksomheder. Nye løsninger inden for affaldshåndtering, kollektiv trafik, klimasikring og grøn drift og byggeri af kommunale bygninger er noget af det, der virkelig gør en forskel på klimaregnskabet.”

”Vores Klima100-kampagne skal give kommunerne en anerkendelse af den store forskel, de gør, for det har de fortjent. Vi håber, vi hermed bidrager til, at erfaringer og gode ideer deles på tværs af kommunegrænserne – og måske endda også til udlandet, hvor der er et marked for danske klimaløsninger.”

 

Kontaktinfo

Filantropidirektør Anne Skovbro, Realdania, tlf.: 26 12 12 44

16. maj 2018

Samarbejde med Sustainia og CONCITO

Klima100 gennemføres i et samarbejde med Sustainia, der sammen med CONCITO og et ekspertpanel står for vurdering og udvælgelse af klimaløsningerne. Sustania er sekretariat på kampagnen, mens CONCITO er videnspartner.

Følgende syddanske projekter er indstillet til Klima100

  • Assens Kommune, Tommerup – den blå-grønne bydel
  • Billund Kommune, En model for den borgertilpassede genbrugsplads
  • Fredericia Kommune, Klimasikring af indre by og projektområdet
  • Fredericia Kommune, Det Grønne Rum
  • Fredericia Kommune, Tøjbyttemarked
  • Kolding Kommune, Kollektiv varmeforsyning med varmepumper
  • Kolding Kommune, Skatkammeret
  • Kolding Kommune, Grøn Generation
  • Kolding Kommune, KOMtaineren
  • Middelfart Kommune, Fantastiske Føns - Lokal samskabelse om bæredygtig omstilling
  • Middelfart Kommune, Energieffektivisering med Big Data
  • Middelfart Kommune, Nytorv - nyt bycenter, boliger og rådhus.
  • Middelfart Kommune, Klimalaboratoriet
  • Middelfart Kommune, KlimaHaven, Regnvandshåndtering med liv og sjæl på Ældrecenter Skovgade
  • Middelfart Kommune, Vandvejen i Søndergade
  • Middelfart Kommune, KlimaByen i Middelfart – Danmarks smukkeste klimatilpasning
  • Middelfart Kommune, Fremtidens Varmeforsyning. Samarbejde med fremtidens energi.
  • Middelfart Kommune, Smart Energi i Hjemmet
  • Odense Kommune, Klimaansvarlig spildevandsløsning – Ejby Mølle
  • Odense Kommune, Glisholm Sø: Regnvandsløsning og naturperle i ét.
  • Svendborg Kommune, Energirenoveringshjulet
  • Svendborg Kommune, Borger til borger udlån af elcykler
  • Svendborg Kommune, Regnvandsregulering Tvedvej ved Trappebækken
  • Sønderborg kommune, ProjectZero
  • Sønderborg Kommune, House of Science, VidensBy Sønderborg, UNESCO Learning Cities, Sønderborg
  • Tønder Kommune, Risleeng i Bredebro - regnvandshåndtering med merværdi
  • Vejle Kommune, Indsamling af affald - øget genanvendelse af husholdningsaffald
  • Vejle Kommune, Den resiliente bydel - Klimatilpasning i Østbykvarteret i Vejle
  • Vejle Kommune, Klimatilpasning skaber innovation og værdi i Vejle
  • Vejle Kommune, Den digitale by
  • Ærø Kommune, E-ferry

Cookiepolitik