Godt og grønt nytår!

ProjectZero holdt tale ved kommunens 2018 Nytårskur på Alsion. Der lød en stor tak til erhvervslivet, organisationer og byens netværk for indsatsen i 2017. I 2018 handler det bl.a. om at mobilisere de unges indsats for klimaet.

Af ProjectZero

Grønt er det nye sort!

Et visionært byråd, inspireret af idemanden Asger Gramkow og Peter Mads Clausen, sendte i 2007 Sønderborg-området på en ambitiøs omstillingsrejse, som udfordrer vante forestillinger om, hvordan en by og et område skal udvikle sig - hvordan borgerne i et samfund skal motiveres og engageres for at være på forkant med klimaforandringerne – og hvordan virksomhederne kan bruge omstillingen til at skabe grøn forretning.

Ambitiøs, fordi det dengang i 2007 primært var videnskabsmænd, som bekymrede sig om klimaforandringerne. Siden er klimaforandringerne blevet markante, ikke kun ude i verden, men også i Sønderborg-området, hvor kraftig regn har vist sig at underminere broer, veje og togforbindelse – samt sætte både boligforeninger, sommerhuse og hotelbyggerier under vand.

Borgerne i Sønderborg vil måske i heldigste fald glæde sig over, at Als bliver det nye Mallorca med sol og varme – men næppe uden ulemper, for i givet fald regner forskerne med, at klima-flygtningestrømmen globalt er femdoblet, og vores mere end 200 km kystlinje rundt om Als vil være truet af stigende vandstand. 

ProjectZero blev født som et offentligt privat partnerskab – og netop koblingen offentlig-privat samarbejde har vist sig at have den katalytiske kraft og bæredygtighed, som mange byer rundt om i verden pt. søger efter, og derfor kommer de til Sønderborg-området for at studere vores indsatser og har forretningsdialog med vores lokale klima-virksomheder.

Brugsen for Als og Sundeved blev i 2017 rollemodel for butiksindsatsen

I 2017 så hele Sønderborg lyset og LED-teknologien fik sit gennembrud i både husstande, butikker, virksomheder, organisationer, institutioner – og reducerer fremadrettet strømforbruget til belysning med op til 65%.

I 2017 rundede vi butik nummer 150 og har således mere end 50% af butikkerne i Sønderborg-området med på omstillingen. Alle gør en superflot indsats og reducerer mere og mere CO2, men Brugsen for Als og Sundeved ligger med deres 15 butikker helt i top og bidrager med en bred pallette af indsatser fra LED til varmegenvinding til solceller på taget – og skilter nu også aktivt med butikkernes indsatser i deres annoncering.

Også områdets store arbejdspladser Danfoss, Linak, Sønderborg Forsyning og Sønderborg Kommune har taget udfordringen til sig, og i det forløbne år kunne Danfoss udmelde 45% CO2-reduktion i Sønderborg-området og Sønderborg Forsyning hele 54%.

Kommunen igangsatte i juni 44 nye grønne biogas-busser, som erstattede traditionelle dieselbusser. Med grøn gas fra områdets kommende biogas-anlæg i Glansager hhv. den vestlige del af kommunen, så forventes busdriften om få år at kunne køre på områdets egne lokale grønne brændsler.

Områdets forsyningsselskaber fortsætter deres best practice grønne omstilling af brændslerne til varmeforsyning, og flere og flere slutter sig til fjernvarmen.  Med sine nye grundvandsbaserede varmepumper er Broager Fjernvarme nu godt på vej til helt at udfase gas i fjernvarmen. Kraftvarme, varmepumper i alle afskygninger, solvarme, biomasse - Sønderborg har virkelig en mangfoldighed af løsninger at vise frem til de mange, bl.a. kinesiske besøgende, som har behov for at udbygge deres fjernvarme-net med grønne energikilder.

EU HAPPI-projektet støtter boligforeningernes samarbejde

Boligforeningerne har sat turbo på energirenovering og grøn energiproduktion, EU bakker op om boligforeningernes omstilling. Senest med kontant medfinansiering af renovering af 807 boliger i Søbo, SAB og B42. Men fra februar i år er alle områdets seks boligforeninger med, og en ambitiøs renoveringsplan for 3.300 boliger bakkes op af EU med en million EURO til at udvikle bedre løsninger sammen med bl.a. DEM & Esbensen og EUC Syd – ikke uden grund, at EU-projektet bærer navnet HAPPI.

Efterårets Bolig- og livstilsmesse i Augustenborg havde besøg af mere end 10.000 gæster, som fik mulighed for at lære mere om deres next step løsninger, når man nu allerede har isoleret og skiftet vinduer. Igennem en travl weekend stod 40 Sønderborgere og ProjectZero-partnere på mål for spørgsmål, ros og kritik fra de mange besøgende gæster.

Der blev også i 2017 lagt mærke til Sønderborgs indsatser, da knap 20 internationale delegationer med samlet 500 deltagere i 2017 besøgte Sønderborg for at lære om områdets omstilling samt mødes med Sønderborg-virksomheder, som kan levere de relaterede løsninger ud af huset.

Klimakonferencen bragte omstillingsbyer til Sønderborg

Klimakonferencen i oktober satte igen Sønderborg på det europæiske landkort, idet konferencen også blev et omdrejningspunkt for SmartCity netværket, EU's Smart Cities & Communities og de knap 200 deltagere fra 30 europæiske byer.

Og 2017 blev også året, hvor Sønderborg modtog Svend Auken prisen for sin samlede indsats for klima og miljø.

I oktober blev konferencegæsterne på Alsion og de besøgende i Augustenborg mindet om, hvilken omstilling vi har gang i. Den 10 meter høje klimaballon visualiserede, hvor megen forurening et ton CO2 udledning giver i atmosfæren – tænk, at vi i 2007 sammen sendte 722.000 balloner med CO2 til vejrs – dette tal er ved fælles hjælp reduceret med 250.000 balloner, hvilket er flot – men viser også, at der stadig er CO2-balloner på vej mod nullet, som skal fjernes.    

Tak for indsatsen i 2017 – der bliver også behov for jer i 2018

Tak til jer alle for Jeres ProjectZero-indsatser i det forløbne år – ProjectZero visionen realiseres kun såfremt, I alle bidrager med indsatser i jeres forretning, virksomhed, organisation, i jeres hjem, i jeres transport, med jeres adfærd og i jeres arbejde som ambassadører for Sønderborgs ProjectZero – og dette i et tæt samspil med hver enkelt borger i Sønderborg – og med næste generation, som vi skal have aktiveret og motiveret, så alle unge tager ansvar for klimaforandringerne i deres hverdag.

De unge skal med helt foran i klimafronten

Yash og Stine er unge mennesker, som bekymrer sig om klimaet. Begge deltog i 2009 sammen med 400 andre unge på Bright Green Youth konferencen på Alsion. Yash boede dengang i Indien, men arbejder nu med softwareudvikling i Cleveland/Ohio. Stine er opvokset i Augustenborg, men læser nu PhD på Lund Universitet. I efteråret var de begge retur i Sønderborg i forbindelse med klimakonferencen på Alsion.

Yash og Stine er foregangsmænd for en ny generation, der tager klimaforandringerne alvorligt og begge er i dag klimaaktivister på hver deres platforme.

Vi skal have flere unge til at engagere sig og blive ambassadører for omstillingen – ligegyldigt hvor de måtte befinde sig på planeten – men som altid med afsæt i Sønderborg.

Kun 12 år til deadline 2029

Vi er netop startet på et nyt år – og har dermed 12 år til at realisere Sønderborgs ProjectZero vision og den resterende 65% CO2-udledning.

Store projekter er i VVM-proces, det gælder ikke kun det ene af de to biogasanlæg, men også det kystnære Lillebælt Syd vindmølleprojekt, som skal sikre hovedparten af fremtidens grønne strøm til områdets virksomheder og boliger.

Biogas, sol og vind skal der til – men omstillingen lykkes kun, hvis vi husker, at den lokalt drives af klima-engagerede borgeres ambitioner i områdets knap 35.000 boligenheder, ledere og medarbejdere i butikkerne, virksomheder, landbrug, håndværkere, pengeinstitutter, skoler, sportsfaciliteter, forsyningsvirksomheder, i kommunen og af de mange unge, der som Stine og Yash tændes af udfordringen.

12 år til at få toptunet både løsninger og indsatser ….

– der bliver også i 2018 brug for alles ambitioner og indsatser.

Jeg ønsker os alle et godt nytår!

Peter Rathje

10. januar 2018

Nytårskur 2018

Fotograf: Ole Kæhler

Cookiepolitik