Det er os, der kommer til at drive verden i fremtiden

Christian Smidt Bonnesen har siden bardommen i familiens CO2-neutrale hus på Kær Halvø været vant til, at behovet for en bæredygtig fremtid er omsiggribende. Og som innovativ klimainteresseret er han også i dag både professionelt og privat en af de unge sønderjyder, der har taget teten for at redde planeten.

Af Mikkel Bording

Han var en tekniktosset teenager, da forældrene i 2009 skrottede oliefyret i muremestervillaen på Kær Halvø og fik installeret jordvarme. Og det skulle kun blive begyndelsen til familien Bonnesens energieventyr, der i dag betyder, at driften af deres 150 år gamle bolig er fuldstændig CO2-neutral med isolering, jordvarmeanlæg, solcelleanlæg – og senest en Tesla Model S på egne solcellebrændsler.

”Jeg husker tydeligt, at mine forældre gerne ville være uafhængige af olie, fossile brændsler og diverse politiske tiltag. Og vi fik derfor løbende opbygget vores eget lille energisystem. Det har jeg så gået og fulgt med i op gennem ungdomsårene. Og nu er jeg den type, der rigtig godt kan lide at skille ting ad og samle dem igen, så jeg syntes jo bare, at det var vildt sjovt med al den klimateknik i huset. Og samtidig kunne jeg efterhånden også se, at vi jo har været pionerer for en fuldstændig fantastisk innovativ udvikling – både for vores eget hus og klimaet generelt,” siger Christian Smidt Bonnesen.

Klimainteressen med hjemmefra

Sønnen fra huset på Kær Halvø er i dag 25 år. Og selvom det er fem år siden, Christian Smidt Bonnesen flyttede fra sit energineutrale barndomshjem og nu bor i en helt almindelig treværelses lejlighed, er kampgejsten for et bedre klima flyttet med. For med en uddannelse som maskinmester med speciale i teknologiledelse og vedligehold og gennem sit daglige arbejde med at opstarte og vedligeholde solcelleparker hos Better Energy Solutions har den unge sønderborger i den grad formået at kombinere sin store klimainteresse med sin store tekniske passion. Og han sender da også en masse klimavenlige tanker i retning af sit grønne barndomshjem i Sønderborg.

”Det er klart, at jeg er super glad for min opvækst i en både klimabevidst og teknisk velfunderet familie. Og jeg bringer heldigvis også i min dagligdag rigtig mange af mine interesser og kompetencer i spil i jobbet som Operation & Maintenance Specialist hos Better Energy,” siger Christian Smidt Bonnesen og fortsætter:

”Jeg har været her i næsten et år nu, og det er virkelig gået stærkt, siden jeg startede i midten af januar. Det boomer lige nu med konstruktion og opstart af vores egne nye solcelleparker og større virksomheder, der ser en fordel i at være energineutrale med solceller på taget. Vi banker vindmøllerne, når det gælder store solcelleparker, der kan producere enorme mængder kilowatt-timer billigst muligt. Og lige præcis hvor jeg sidder, er vi i gang med at starte en ny O&M-afdeling op, der både håndterer den daglige drift og vedligeholdelsen af de store parker. Det er et helt vildt stærkt og kompetent team, som Nicolai Andresen og Lars Thomsen har fået samlet, og som jeg er virkelig stolt af at være en del af,” siger Christian Smidt Bonnesen og spoler tiden et år tilbage.

Hurtig beslutning fra direktøren 

”Det var efterårsferien sidste år. Jeg skulle starte på sidste semester på Fredericia Maskinmesterskole, og jeg manglede en praktikplads. Jeg havde vadet rundt i flere uger og tænkt og tænkt. Så slog det mig! Hvorfor ikke ringe til Nicolai? Han er jo maskinmester. Og det gjorde jeg så,” siger Christian Smidt Bonnesen.

Maskinmester Nicolai var også Nicolai Andresen, adm. direktør for ATsolar, og manden der havde sat forældrenes solcelleanlæg op, så Christian Smidt Bonnesen kendte ham, men dengang kun overfladisk. Og den unge maskinmesterstuderende blev da også pænt overrasket, da direktøren, mens han var ude at gå en hyggetur med familien, kun skulle bruge ca. halvandet sekunds betænkningstid for at tilbyde ham en praktikplads i virksomheden.

”Jeg takkede selvfølgelig ja på stedet. Og det har jeg da heller ikke et øjeblik fortrudt. Jeg er så glad for at være med på holdet af innovative klimakræfter her på Better Energy. Det er os, der kommer til at drive verden i fremtiden,” siger Christian Smidt Bonnesen, der også ser klimaområdet som det sted, hvor han kan få indfriet mange af sine ambitioner – både personligt og professionelt. 

”Der er megaspændende her, og jeg vil rigtig gerne fortsætte i en virksomhed i rygende udvikling, som Better Energy i den grad er. Og så er det samtidig fedt at vide, at du gør en forskel og er med til at sørge for, at det hele løber rundt, og vores parker ikke går i stå. Jeg er da vildt stolt af, at jeg har en andel i, at vi i år har produceret grøn strøm til lidt over 25.000 husstande i Danmark. Og det er kun begyndelsen. Vi er også i gang i Sverige, Holland, Polen og Ukraine, og vi vil i udgangen af næste år kunne levere strøm til lige under 80.000 husstande i Europa,” siger Christian Smidt Bonnesen og sætter fokus på, hvor gennemgribende han mener, at klimaforandringerne rent faktisk er for vores jordklode:

”Det er sindssygt alvorligt. Det er meget trist at være vidne til, at vi er i gang at køre kloden på vej ud på den anden side af point of no return. Jeg mener, at Earth Overshoot Day i år allerede lå den 1. august – vi havde altså allerede brugt Jordens ressourcer for hele 2018 på lidt mere end et halvt år. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt over for de næste generationer. Det er måske lidt en kliche, men vi har kun verden til låns. Og jeg vil virkelig have svært ved at give den videre i den beskaffenhed, den er på vej ud i nu,” siger Christian Smidt Bonnesen og peger på den stigende forurening, og at mange dyrearter vil forsvinde, hvis gennemsnitstemperaturen stiger med yderligere et par grader.

”Der er lige blevet fundet en død hval i Japan. Den indeholdt 115 plastikkopper, fire plastflasker 25 plastikposer, et sæt klipklapper og 1.000 stykker mindre plastik. Det er altså ikke i orden og et tydeligt eksempel på, at det er en rigtig god ide at sortere affald og genbruge, som vi heldigvis er gode til i Danmark. Den trend skal vi så bare have ført videre ud til de steder i verden, hvor de måske er lidt mere ligeglade med klimaspørgsmål,” siger Christian Smidt Bonnesen.

Mindre kød på middagsbordet

Og ifølge den unge sønderjyske klimapioner er det ikke for sent, men vi skal som verdenssamfund til at skynde os og få vendt klimaskuden i tide. Christian Smidt Bonnesen er da heller ikke direkte uenig, når politikerne snakker om problemerne med flyrejser og andre trafikale CO2-fodaftryk, men han mener, at vi lynhurtigt kan høste langt flere CO2-neutrale guldmedaljer et andet sted langt tættere på. Vores madvaner!

”Du kan altså sagtens overleve frokosten eller aftensmaden uden kød. Vi bruger stadig alt for meget kød i vores madlavning. Tag nu al den ballade, da det for nylig kom frem, hvor meget vand der gik til at dyrke avocadoer. Men sammenlignet med produktion af kød er det jo ingenting. Regnestykket er nemlig nogenlunde, at 1 kg avocado kræver 300 liter vand, mens en cheeseburger koster ca. 2.500 liter vand,” siger Christian Smidt Bonnesen, der ser en klar tendens i ændrede madvaner blandt især unge.

”Jeg oplever, at jeg og min generation virkelig tager klimadagsordenen ind og forsøger at agere innovativt. Min kæreste Helena og flere af mine venner er begyndt at spise vegetarisk og vegansk, og jeg spiser heller ikke selv kød, når jeg spiser sammen med dem. Jeg har i det hele taget skåret kraftigt ned på mit forbrug af især oksekød. Nummer ét for klimaets skyld – og nummer to fordi jeg helt seriøst kan mærke, at det er godt for mig at leve mere vegetarisk. Jeg er klar over, at det på den korte bane vil gå ud over slagteriarbejderen og måske påvirke vores eksport og bruttonationalproduktet, hvis en hel branche mister masser af arbejdspladser, men på den lange bane er vi simpelthen bare nødt til at prioritere både grønnere energi og grønne madvarer,” slutter Christian Smidt Bonnesen. 

5. december 2018

Fakta om Christian Smidt Bonnesen

Født i 1993 i Kolding

Opvokset i Sønderborg på Nørremark på Kær

Gået på Sønderborg Statsskole fra 2009 til 2012

Uddannet ubefaren skibsassistent på Skoleskibet Danmark i 2012

Gået på Fredericia Maskinmesterskole fra 2014 til 2018

Arbejder som Operation & Maintenance Specialist hos Better Energy Solutions A/S – tidligere ATsolar

Fakta om Better Energy

Better Energy er et internationalt solenergiselskab inden for design, finansiering, konstruktion, drift og vedligehold af solcelleanlæg til boligejere, erhverv, landbrug, offentlige institutioner og forsyningskunder. Virksomheden er grundlagt i 2012 og har siden været et af de hurtigst voksende solenergiselskaber i Europa og produceret millioner af kilowatt-timer grøn energi til det offentlige net.

Cookiepolitik