Sønderborg i top 3 med grønne jobs

16% af alle beskæftigede i Sønderborg arbejder ifølge Energistyrelsens nye opgørelse med energi, og den grønne beskæftigelse buldrer derud af. Sønderborg i top 5 på grøn vækstskabelse.

Af ProjectZero

Energistyrelsen har med bistand fra Damvad Analytics udarbejdet en opgørelse over beskæftigelsen i energisektoren i 2014-2016. Statistikken dækker både beskæftigelsen ved energiforsyningen, ved produktionen af energiteknologier samt energiservice som eksempelvis energirådgivning. Med denne afgrænsning viser tallene, at der i 2016 var ca. 73.400 beskæftiget i energisektoren. Det er omkring 1.800 fuldtidsbeskæftigede mere end i 2014. Over halvdelen af de energibeskæftigede arbejder i industrien, mens den næststørste branche er energiforsyning.

Antallet af energibeskæftigede svarer til godt 3 pct. af det samlede antal fuldtidsbeskæftigede i Danmark og er uændret fra 2014 til 2016. Det skyldes, at også det samlede antal fuldtidsbeskæftigede er steget i samme periode.

Knap 58 pct. af de beskæftigede arbejder i industrien og med fremstilling af energirelaterede varer, mens omkring 13 pct. arbejder i energiforsyningsbranchen og knap 6 pct. arbejder med videnservice og rådgivning.

Den grønne andel vokser

Den grønne andel af energibeskæftigelsen udgjorde i 2016 knap 43 pct. af den samlede energibeskæftigelse svarende til omkring 31.200 årsværk. Det er en stigning på ca. 3.300 årsværk i forhold til 2014, hvor den grønne energibeskæftigelse udgjorde ca. 27.900 årsværk. Den grønne energibeskæftigelse er vokset med 6 pct. årligt i 2014 – 2016, mens den gennemsnitlige årlige vækst i erhvervslivet har været 1 pct.

Flest energiarbejdspladser i Jylland

Tallene viser, at der er en overvægt af energiarbejdspladser i Jylland. Det er ikke mindst tilfældet i Midtjylland, hvor 1/3 af arbejdspladserne er placeret. Der er samtidig enkelte kommuner, hvor energiarbejdspladserne udgør mere end 10 pct. af kommunens arbejdspladser. Det gælder ikke mindst i Ikast-Brande, hvor knap 26 pct. af årsværkene kan karakteriseres som energibeskæftigelse.

Top 5 kommuner med højest andel energibeskæftigede af kommunens samlede beskæftigelse, 2016

Nr. Kommune Andel
1 Ikast-Brande 25,6 pct.
2 Ringkøbing-Skjern 16,3 pct.
3 Sønderborg 15,5 pct.
4 Fredericia 12,1 pct.
5 Favrskov 10,0 pct.

Med en andel på 21,5 pct. er Ikast-Brande også den kommune, der har den højeste andel af grønne energibeskæftigede ud af den samlede beskæftigelse i kommunen.

Se Energistyrelsens opgørelse over beskæftigelsen i energisektoren, Damvad Analytics analyse samt to tekniske metodenotater på Energistyrelsens hjemmeside.

Se Energi-, Forsynings- og Klimaministeriets pressemeddelelse.

Kontakt

Fuldmægtig Ingeborg Ørbech, 3392 4944, irb@ens.dk

18. april 2018

Læs artiklen her

Energistyrelsen har skrevet en artikel om "Flere er beskæftigede med energi". 

Læs hele artiklen her:

Flere er beskæftigede med energi

 

Cookiepolitik