Nul udgifter til varme

Familien Bock bruger nul kroner på opvarmning af hus og vand. Forbedringen er sket ved hjælp af investeringer i varmepumpe, brændeovn og solceller.

Af Karin Sloth

Kender du ZEROmap.dk?

Christian Bocks hus er et af dem, der er på denne side. Han har installeret solceller, varmepumper, brændeovn med gris samt udskiftet vinduerne og bruger nul kroner på varmt vand og varme.

I 2003 købte familien Bock huset fra 1973 med fladt tag og en ikke-kondenserende gaskedel. 

Det første år lød varmeregningen på 23.000, og det fortsatte nogle år frem.

Derfor begyndte Christian at tænke på alternative løsninger. Christian fortæller, ”det vigtigste i overvejelserne var at spare penge, da det ikke kunne fortsætte med den høje regning. I 2007 startede min rejse med energibesparende løsninger, som var med solvarme og brændeovn med gris, og her blev gasfyret skrottet. Ulempen med denne opvarmningsform er, at det skal passes, for det passer ikke sig selv. Brændeovnen bliver fodret en gang om dagen i de kolde måneder. Fra maj frem til medio oktober klarer solvarmen det varme vand til gulvvarmen og det varme brugsvand".

Solcellerne kom på i 2012, og her blev der valgt et 6 kW anlæg.

Solcellerne producerer langt mere end, hvad der kunne bruges, og derfor er der nu kommet en L/L varmepumpe op i 2013 og senere en L/V varmepumpe, der har været årsag til, at træforbruget er faldet væsentligt. Brændeovnen bruges stadig lidt til toppen af varmen samt lidt til hygge.

"Vinduerne er skiftet i 2014, hvor der er valgt 3-lags glas, og jeg oplever ikke den kulde, der løb op ad armene, når man gik forbi et vindue. De gamle vinduer var ikke nye længere, og to af dem var helt rådne".

Christian vil kunne mødes hos ProjectZero ved Augustenborg Messen lørdag den 14 oktober kl. 10-12, hvor man kan stille spørgsmål om, hvordan han er nået frem til den meget lave energiregning.

Hvis du har lavet løsninger, som du er glad for, og som du gerne vil fortælle til andre, må du meget gerne skrive til os post@projectzero.dk, så du ligesom Christian kan være en inspiration for andre borgere.

5. september 2017

Hvad er en brændeovn med gris?

Det er en brændeovn med tilhørende vandtank, der kaldes en gris.

Den kobles på centralvarmen og opvarmer derved huset via det vandbårne system. Det kan give en stor besparelse på varmeregningen, og det er en miljørigtig forbrænding i forhold til ældre brændeovne.

MESSE i Augustenborg

ProjectZero deltager igen på BOLIG MAD DESIGN MESSE i Augustenborg den 14. og 15. oktober. Der er åbent kl. 10-17.

Cookiepolitik